Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Eritrea, der var meddelt flygtninge-status i Italien. Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Dansk Flygtningehjælp og kla-gerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder, at hun ikke har kunnet få en bolig eller social understøttelse, og at hun i Italien blev udsat for seksuelle overgreb. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår spørgsmålet om de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af Deres klient vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3, ligesom nævnet finder, at Deres klients personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Deres klient vil kunne opnå tilstrækkelig økonomisk og social beskyttelse i Italien, hvor hun inden indrejsen til Danmark havde opholdstilladelse efter at have opnået asyl og boet i Italien siden 2012. Flygtningenævnet lægger således til grund, at Deres klient vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Det bemærkes endvidere, at Deres klient har oplyst at indgive en klage over forskellige forhold til de italienske myndigheder, men ikke afventet behandlingen af denne klage. For så vidt angår Deres klients konkrete situation bemærker Flygtningenævnet, at Deres klient er en ung, enlig kvinde uden børn. Hun har efter det oplyste opholdt sig i Italien i det væsentlige siden 2012 og har været udrejst til Sverige og indrejst i Italien igen herefter. Hun har vedrørende sit helbred oplyst, at hun ikke har været udsat for vold og i det væsentlige er fysisk og psykisk rask. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at Deres klient er så særligt sårbar, at udgangspunktet om, at Italien kan udgøre et første asylland, skal fraviges. De til samtalen hos Dem meddelte oplysninger om, at Deres klient i Italien har været udsat for voldtægt, kan ikke føre til en ændret vurdering, og Deres klient må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder herom. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af […] 2017.” §29b-Ita/2018/1/MGO
