Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ateist fra Teheran, Iran. Ansøgeren har været aktiv for Den Grønne Bevægelse siden foråret 2009, hvor han begyndte at arbejde for kampagnen for præsidentkandidaten Mousavi. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han vil blive henrettet eller få livsvarigt fængsel, fordi han har været aktiv for Den Grønne Bevægelse. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at præsidentkandidaten Mousavi ikke blev præsident på grund af valgsvindel. Demonstrationer påbegyndte på grund af valgsvindel, og ansøgerens ven, [A], blev under en demonstration anholdt af efterretningstjenesten, hvorefter han blev udsat for tortur og seksuelle overgreb. [A] blev efterfølgende løsladt og afgik ved døden ni dage efter som følge af den tortur, som han havde været udsat for. Ansøgeren besøgte gravpladsen, hvor [A] var begravet eller skulle begraves og opdagede, at han ikke havde fået en rigtig gravplads med sten. Herefter rettede ansøgeren henvendelse til myndighederne med ansvar for gravpladsen for at få en rigtig grav med sten til [A]. Til myndighederne oplyste ansøgeren, at [A] var afgået ved døden som led i protester. Myndighederne kontaktede efterfølgende efterretningstjenesten, som kom og tog ansøgeren med til afhøring. Ansøgeren blev isolationsfængslet i 57 dage og blev efterfølgende overført til Evin fængslet, hvor han opholdt sig i ni måneder. [I slutningen af 2019] ansøgeren idømt 91 dages fængsel og 20 piskeslag. Ansøgeren blev løsladt [i foråret 2010]. Videre har ansøgeren oplyst, at han deltog i en demonstration under dække af, at man skulle støtte befolkningen i Egypten og Tunesien. Imidlertid handlede demonstrationen reelt om at vise, at der fortsat var støtte til Den Grønne Bevægelse. På vej derfra blev ansøgeren taget af efterretningstjenesten og blev tilbageholdt i fire til fem dage, hvorefter han blev overført til Evin Fængslet. Senere modtog han en dom på syv års fængsel og 74 piskeslag. [I begyndelsen af 2015 eller i foråret samme år] blev ansøgeren bevilliget ti dages orlov fra fængslet. Under sin orlov tog ansøgeren til byen [lille by], hvor han opholdt sig i seks måneder forinden sin udrejse af Iran i [efteråret 2015]. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren indrejste i Danmark [i efteråret 2015], men at han først henvendte sig til myndighederne for at ansøge om asyl [i sommeren 2016]. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han først ansøgte om asyl 7½ måned efter sin indrejse i Danmark, fordi han var i dårlig fysisk forfatning, ikke er en rimelig forklaring på den lange tidshorisont, henset til at ansøgeren kunne have fået relevant lægelig behandling ved at henvende sig til myndighederne og henset til, at ansøgeren, der tidligere har søgt asyl i Danmark og opholdt sig her fra 2001 til 2003 havde kenskab til asylsystemet og forholdene for asylansøgere. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet en utroværdig forklaring, der er overordnet set er præget af, at ansøgeren først har forklaret om sine mere personlige forhold, når han har fået foreholdt oplysninger vedrørende samme. Ansøgeren har således indledningsvist svaret nej til at have søgt asyl tidligere og have undladt at oplyse, at han havde søgt visum til Spanien i 2014. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om sin fængsling og dom samt de ansøgte visa og pasudstedelsen forekommer utroværdig. Det forekommer således utroværdigt, at ansøgeren skulle have modtaget den dom, der er fremlagt i sagen. Der er herved lagt vægt på, at dommen via Udenrigsministeriet af en kilde i Iran er vurderet uægte. Ansøgerens forklaring om, at han fik udstedt et pas, mens han angiveligt sad i fængsel og havde udrejseforbud eller forklaringen om, at passet måske var falsk, men at det alligevel lykkedes at ansøge om visum ved både den spanske og schweiziske repræsentation med passet og forevise det til de tyske myndigheder i forbindelse med rejsen til Danmark, forekommer utroværdig. Flygtningenævnet bemærker endelig, at ansøgerens forklaring om, hvorfor han ikke flygtede, da han angiveligt havde 72 timers orlov fra fængslet i 2014, hvor han søgte om visum til Spanien, forekommer ikke overbevisende. Det forekommer således ikke overbevisende, at ansøgeren, der havde besluttet sig for at flygte og søgt om visum, frivilligt skulle vende tilbage til fængslet, når han havde mulighed for at tage ophold i den plantage, hvor han senere tog ophold i et halvt år, inden han udrejste. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren havde en konflikt med de iranske myndigheder eller andre ved sin udrejse af Iran i 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er profileret som modstander af det iranske regime ved den video, som han har fremlagt for nævnet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/90/CHPE
