Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015.Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin tidligere arbejdsplads, Revolutionsgarden, fordi han udrejste illegalt af Iran. Ansøgeren frygter videre Revolutionsgarden, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han blev ansat i Revolutionsgarden [i foråret] 2014, hvor han var ansat som chef for brigadegeneral [A’s] kontor. [A] var chef for Mohammad Rasoul Allah brigaden. Ansøgeren modtog [i efteråret] 2014 et brev fra Revolutionsgardens øverste chef, [B], om at ansøgeren skulle udsendes til Aleppo i Syrien på en rådgivende mission [i vinteren] 2014. Ansøgeren sendte et brev til [B] den efterfølgende dag, hvor ansøgeren anmodede om, at ordren blev annulleret, men modtog intet svar. Ansøgeren fortsatte med at arbejde indtil en uge før den planlagte udsendelse til Syrien, men [i vinteren] 2014 rejste ansøgeren til Urmia. Ansøgeren levede i skjul i Urmia frem til [efteråret] 2015, hvor ansøgeren udrejste illegalt af Iran. Ansøgerens interesse for kristendommen opstod omkring fem måneder efter ansøgerens indrejse i Danmark [i efteråret] 2015. Selv om Flygtningenævnet måtte lægge ansøgerens forklaring om, at han er udeblevet fra militærtjeneste i Syrien og udeblevet fra sit arbejde hos Sepah til grund, finder Flygtningenævnet ikke, at der er tale om en konflikt, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på baggrundsoplysningerne om, at der som udgangspunkt ikke sker tvangsmæssig rekruttering til krigen i Syrien, og at der derfor ikke er sanktioner forbundet med at udeblive fra tjeneste i Syrien, men at militæret har egne regler. Uanset om ansøgeren så herefter skal betragtes som deserteret, fremgår det af Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, at straffen for desertering, for udeblivelse fra arbejdet i Revolutionsgarden og tillige for ulovlig udrejse ikke er uforholdsmæssig. Hertil kommer, at ansøgeren efter sin egen forklaring opholdt sig 11 måneder i Urmia efter sin udeblivelse, uden at blive opsøgt. Ansøgeren findes på den baggrund ikke at have dokumenteret, at han ved sin udrejse af Iran var i asylbegrundende risiko. Ansøgeren er ikke konverteret til kristendommen og har forklaret, at han ikke har nogen religion, hvilket ikke i sig selv er asylbegrundende. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/112/CHA
