iran2019109

Nævnet meddelte i august 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og fra [by] i Iran. Ansøgeren var tidligere sunni-muslim af trosretning og har oplyst, at han efter ankomsten til Danmark er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har været aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran siden slutningen af 2013 eller starten af 2014. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet på livstid eller slået ihjel af de iranske myndigheder, da ansøgeren har været politisk aktiv for Kurdistans Demokratiske Parti i Iran. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han er blevet beskudt af en gruppe iranske soldater i forbindelse med, at ansøgeren skulle undersøge et bjergområde omkring [by]. Ansøgeren skulle blandt andet observere lastbiler, som kørte til og fra en missilbase. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han vil blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har om sin konversion til kristendommen blandt andet forklaret, at han begyndte at komme i kirker to måneder efter, han kom til Danmark, fordi der var nogle venner på et asylcenter, der talte om kristendommen. Ansøgeren har videre forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod, fordi ansøgeren oplevede kærligheden og medmenneskeligheden i kirken, og at ansøger fandt ro og glæde. Ansøgeren blev [vinteren] 2017 døbt i Apostelkirken i København. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om observationerne ved tunnelen til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren har givet en forskellig beskrivelse af omstændighederne ved observationerne om natten, flugten fra stedet og om morbrorens iagttagelser vedrørende familien. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om observationerne i påfaldende grad ligner den forklaring, som en anden asylansøger afgav i Flygtningenævnet [sommeren] 2019. For så vidt angår ansøgerens transport af løbesedler bemærker Flygtningenævnet, at denne aktivitet må anses for værende af ganske underordnet karakter, og at aktiviteten ikke kan antages at være kommet til de iranske myndigheders kendskab. Det kan således ikke antages, at ansøgeren risikerer forfølgelse i den anledning. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen bemærker Flygtningenævnet, at ansøgeren har forklaret overbevisende om baggrunden herfor, at han har en betydelig viden om kristendommen, at han har gennemgået et sædvanligt dåbsforløb på seks måneder, hvorefter han blev døbt [vinteren] 2017, at han også forud for sin dåb fast er kommet i kirke, at han i 2017, 2018 og 2019 har deltaget i kristne konferencer, at han har forklaret, hvad kristendommen betyder for ham, herunder konsekvenserne for hans familie, og at han vil fortsætte et liv som kristen, herunder fortælle om kristendommen, også selvom han skulle blive tvunget til at rejse tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens forklaring og fremtræden for nævnet, at ansøgerens konversion må anses for reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af sin kristne overbevisning. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” iran/2019/109/MEG