Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1988. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er iransk kurder fra Urumiah, Iran.Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1988 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han indrejste i Danmark [i slutningen af] 1988. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i slutningen af] 2007 udrejste til Iran for at være tæt på sine børn. Da klageren rejste til Iran, blev han tilbageholdt i tre til fire timer. Han blev frataget sit iranske pas og løsladt. Han fik besked på at møde til afhøring 3 dage senere i Teheran, hvilket han gjorde. Han blev da afhørt og løsladt efter at være stillet for en dommer (mullah). Han skulle skrive under på, at han ikke havde haft politiske aktiviteter. Han fik besked på senere at melde sig til Sepah i hjembyen, Urumiah. Dette gjorde han dog ikke. Han holdt sig skjult og boede hos ægtefællen samt hos forskellige slægtninge og venner. Klageren opholdt sig i Iran til efter præsidentvalget i 2009, hvorefter han i [sommeren] 2009 udrejste til Tyrkiet. Under valgkampen uddelte klageren valgmateriale til støtte for Mir-Hossein Mousavi og talte med folk om hans kandidatur. Klagerens ven, der også deltog i valgkampen, blev tilbageholdt. Klageren selv blev på intet tidspunkt opsøgt, tilbageholdt, sigtet eller straffet af de iranske myndigheder. Klagerens familie bor i Iran, og de er ikke efter de for klageren foreliggende oplysninger blevet opsøgt af de iranske myndigheder. Efter udrejsen fra Iran opholdt klageren sig i Tyrkiet, hvor han blev afhængig af opium. Klageren genindrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2017. Han har efter indrejsen i Danmark fortsat sin politiske aktivitet for KDPI. [I foråret] 2017 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses som bortfaldet. [I sommeren 2018] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, nr. 1, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, og klageren havde opgivet sin bopæl i Danmark for at tage varigt ophold i sit hjemland og frivilligt taget bopæl i sit hjemland. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at udlændingelovens § 31 var til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Iran. Flygtningenævnet bemærker, at nævnet ikke kan lægge klagerens forklaring om sine personlige forhold eller sin nye forklaring om afhøring m.v. efter indrejsen til grund. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at klageren udrejste af Iran i [sommeren 2009] til Tyrkiet og levede der, indtil han [i begyndelsen af] 2017 indrejste i Danmark. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens forklaring om sine levevilkår i Tyrkiet ikke forekommer sandsynlig, henset til, at det er relativt let at rejse illegalt over grænsen mellem Tyrkiet og Iran. Forklaringen om besøg og det forhold, at klageren og hans ægtefælle har fået barn nummer tre i 2011, stemmer mindre godt med de forhold, klageren har forklaret om. Forklaringen om ophold i Tyrkiet stemmer heller ikke godt med det forhold, at klageren har fået udstedt iransk nationalitetspas kort før indrejsen i Danmark. Endelig stemmer forklaringen heller ikke godt med, at klageren på det tidspunkt var i besiddelse af sit danske konventionspas. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren i Iran har boet hos sin ægtefælle, således som han har forklaret om for Udlændingestyrelsen, hvor han dog angav, at dette kun gjaldt for en periode på omkring 1 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge klagerens nye forklaring for nævnet om, at han har været afhørt i Teheran, og skulle være mødt til afhøring i Urumiah, til grund. Dette er helt centrale oplysninger af en sådan karakter, at der ikke er nogen rimelig grund til, at klageren ikke skulle have forklaret herom fra begyndelsen, hvis de skulle være sande. De stemmer endvidere mindre godt med, at klageren og hans familie ikke har været opsøgt, selv om klageren har boet en længere årrække i landet, og at klageren har fået udstedt iransk nationalitetspas inden indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at betingelserne for bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1, er opfyldt. For så vidt angår de tidsmæssige betingelser bemærker nævnet, at klageren er udrejst af Danmark [i slutningen af] 2007. Under de angivne omstændigheder finder nævnet videre, at klageren frivilligt har taget bopæl i hjemlandet, og at klageren er vendt tilbage til hjemlandet med henblik på at tage varigt ophold dér. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har haft visse politiske aktiviteter af underordnet karakter i Danmark inden udrejsen til Iran i 2007. Disse aktiviteter kan imidlertid ikke antages at have givet anledning til problemer for klageren, idet klageren fik udstedt iransk nationalitetspas inden udrejsen til Iran, og idet han blev løsladt efter en korterevarende afhøring i lufthavnen i Teheran. Klageren har endvidere ikke oplevet problemer med myndighederne i Iran. For så vidt angår klagerens politiske aktiviteter knyttet til KDPI efter indrejsen i 2017 i Danmark i form af deltagelse i politiske møder, festlige arrangementer, demonstrationer og opslag på Facebook, bemærker Flygtningenævnet, at disse aktiviteter må anses for værende af ganske underordnet karakter og af ret begrænset omfang. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren af den grund er profileret i en sådan grad, at han risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb, således at han har behov for beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet finder ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder som efter udlændingelovens § 17, stk. 3, eller § 17 a, stk. 2, kan føre til, at tilladelsen alligevel ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/101/smla
