Koens- og aeresrelateret forfoelgelse - Seksuelle forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og yarsan/ahl-e-haqq fra [navn på by], Kermanshah, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive generet og presset så meget af en mand ved navn [A], at han begår selvmord. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 2012 eller 2013 indledte et forhold til en kvinde ved navn [B], som var gift med [A]. Efter fem til seks måneder opdagede [A] deres forhold. Omkring et år til halvandet år, efter [A] havde opdaget forholdet, blev ansøgeren hentet i bil af [A], som kørte ansøgeren til en park og satte en pistol for hans hoved. Efterfølgende blev ansøgeren udsat for forskellige former for chikane af [A]. Ansøgeren har overfor Udlændingestyrelsen derudover som asylmotiv henvist til, at han er konverteret til kristendommen. Han har til støtte herfor oplyst, at han i Iran havde kristne venner og kom i en hjemmekirke. Poltiet fulgte to gange efter ansøgeren og sagde til ham, at de ikke ville se ham der igen, og at de vidste, hvad han havde gang i. Ansøgeren har gået i kirke og til dåbsforberedelse i Danmark. Endelig har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han har afsluttet sin værnepligt omkring to måneder før tid. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet der henvises til at forklaringen fremstår utroværdig og må anses for at være konstrueret til lejligheden. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaringer overfor Udlændingestyrelsen om forholdet til [B] ikke er overbevisende, idet det forekommer utroværdigt, at ansøgeren i en længere periode har haft et seksuelt forhold til [B], selvom hun var gift med [A], der oberstløjtnant i den iranske efterretningstjeneste. Det forekommer også utroværdigt, at ansøgeren har kunnet besøge [B] i hendes og [A]s hjem, hvor de havde seksuelt forhold, også efter at [A] havde opdaget deres forhold. Der lægges endvidere vægt på, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at hans tidligere forklaringer om forholdet til [B] var usande, idet han aldrig har haft et forhold til en kvinde, der var gift. Hans tidligere forklaringer var nogle forklaringer, som han blot fandt på. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er udeblevet fra militærtjeneste, efter at han havde påbegyndt sin værnepligt. Der henvises til, at det fremstår usandsynligt, at ansøgeren i den anledning ikke er blevet pågrebet og tilbageholdt af de iranske myndigheder, selvom politiet flere gange har henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvorfra det angiveligt lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Der lægges vægt på, at ansøgeren ikke overfor Udlændingestyrelsen har været i stand til på en overbevisende måde at redegøre nærmere for sine refleksioner i forbindelse med konversionen eller i øvrigt for sin kristne overbevisning, og at han under nævnsmødet har forklaret, at han ikke har nogen religion. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller at han risikerer overgreb, omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren har været i stand til at kunne gennemføre en asylsagsbehandling, uanset at det er oplyst, at ansøgeren har psykiske problemer, og uanset at ansøgeren har forklaret usammenhængende for nævnet. Nævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren over for Udlændingestyrelsen har været i stand til at gennemføre asylsamtaler og redegøre nærmere for asylmotivet. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren under en straffesag, der blev afsluttet med en dom af [dato i sommeren] 2018, er blevet idømt fængselsstraf, og at det efter det oplyste ikke er fundet nødvendigt at lade ansøgeren gennemgå en lægelig undersøgelse. Nævnet har endvidere lagt væk på, at ansøgeren under behandlingen af sin asylsag efter det oplyste i en politirapport af [dato i foråret] 2018 gentagne gange har frafaldet ansøgningen og er udeblevet fra de samtaler om udrejsekontrol, som politiet i den anledning har indkaldt ham til. Flygtningenævnet finder derfor ikke grundlag for at imødekomme ansøgerens anmodning om hjemvisning af sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på at lade ansøgeren mentalundersøge. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2018/360/DH
