Nævnet stadfæstede i september 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske gilat og født shiamuslimer fra henholdvis […] og […], Iran. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev ansat i politiet [i begyndelsen af] 2009 på en femårig kontrakt. Efter prøveperioden på i alt ni måneder, blev han sendt til en særlig enhed, hvor hans arbejde bestod i at anholde personer, som havde tatoveringer, særlige frisurer eller som ikke efterkom islamisk påklædning. Den mandlige ansøger nægtede at adlyde ordrer om at anholde disse personer. Han kan ikke huske, hvor mange gange han ikke fulgte ordrer. Men når han ikke fulgte ordrer, blev han tilbageholdt eller trukket i løn. I 2012 forsøgte den mandlige ansøger at sige op, men hans overordnede nægtede at tage imod opsigelsen. Da han havde været ansat i politiet i fem år, og hans kontrakt var udløbet, sagde han op. Tre måneder efter opsigelsen observerede den kvindelige ansøger en bil foran deres bopæl. Den mandlige ansøger var sikker på, at bilen tilhørte efterretningstjenesten, og at de holdt øje med ham. En måned efter modtog han en invitation til et møde hos Informationsministeriet. Til mødet blev han spurgt, om han havde lyst til at komme tilbage til politiet, hvilket han afviste. Han var efterfølgende til to lignende samtaler. Han blev indkaldt til en fjerde samtale, hvor han fik at vide, at myndighederne havde beviser på, at han var imod regimet. Han blev tilbudt et job i politiet, hvilket han accepterede for at undgå straf. Den mandlige ansøger tog herefter hjem til sin ægtefælle, og de udrejste af Iran samme dag. Ansøgerne har tillige som asylmotiv henvist til, at de efter indrejsen i Danmark er konverteret til kristendommen. De har til støtte herfor oplyst, at de begyndte at interessere sig for kristendommen, da de mødte et kristent iransk ægtepar på asylcentret. De begyndte efterfølgende at gå i kirke. Endvidere fandt et enigt Flygtningenævnet ikke, at der skulle tillades vidneførsel af [navn på vidne], idet vidnet alene skulle afgive forklaring for at underbygge ansøgernes generelle troværdighed. På den baggrund og henset til, at der i sagen allerede var fremlagt flere udtalelser om ansøgernes kirkelige aktiviteter, fandt Flygtningenævnet det ikke relevant at lade [navn på vidnet] vidne for nævnet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv i relation til den mandlige ansøgers tidligere ansættelse i politiet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at den mandlige asylansøger kunne nægte at parere ordre fra sine overordnede i politiet op til flere gange pr. uge i løbet af 5 års ansættelse i politiet, ligesom det ikke forekommer sandsynligt, at politiet fortsat ønskede at fastholde hans ansættelse på trods af, at han ikke parerede ordrer som beskrevet. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgerens forklaring omkring, at han hans fridag mellem vagterne, som han havde 24 timer i træk hver anden dag, blev inddraget og han blev sat i en celle uden møbler og uden mulighed for hvile frem til næste vagt, når han ikke parerede ordrer, og at det kunne ske op til flere gange pr. uge, heller ikke forekommer sandsynlig. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at den mandlige ansøgers forklaring om, at efterretningstjenesten efter hans opsigelse i politiet forsøgte at få ham tilbage i politiet, ikke forekommer sandsynlig, henset til at han på det tidspunkt havde nægtet at parere ordrer gentagne gange i de forløbne 5 år, og henset at politiet ifølge den mandelige ansøger mente, at den mandlige ansøgers adfærd var udtryk for antirevolutionær virksomhed. Flygtningenævnet finder således, at ansøgernes forklaringer om baggrunden for, at de udrejste, ikke kan lægges til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at deres konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgernes forklaring om, hvorfor de udrejste ikke kan lægges til grund, og at ansøgernes forklaringer om deres konversion til kristendommen forekommer ureflekteret og usammenhængende, og at ansøgerne ikke har været i stand til at redegøre dybere for deres kristne overbevisning eller deres beslutning om at blive døbt. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgernes forklaringer omkring refleksionerne i forbindelse med deres konversion forekommer samstemt. De fremlagte udtalelser kan ikke føre til en ændret vurdering. Uanset om ansøgerne eventuelt skulle have fortalt familie og bekendte i Iran om deres påståede konversion til kristendommen, kan det ikke føre til en ændret vurdering, idet de ikke herved kan antages at være kommet i de iranske myndigheds søgelys. Flygtningenævnet finder således, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved deres tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2016/306/DH
