Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretals religion] fra [A], Nineveh, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive dræbt af Al-Qaeda eller Islamisk Stat, da han har arbejdet som officer [et specifikt sted i] den irakiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter de kurdiske sikkerhedsstyrker, idet de har tilbageholdt ham flere gange. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter overgreb som følge af, at han er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretalsreligion]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som officer [et bestemt sted] i den irakiske efterretningstjeneste fra 2007-2012. I den periode modtog han cirka 10 telefoniske trusler fra ukendte personer, som gjorde gældende, at han skulle forlade arbejdet eller blive dræbt. Efter ansøgeren opsagde sit arbejde, blev han afhørt af de kurdiske sikkerhedsstyrker ved navn Asayish fem til seks gange. Sidste gang han blev afhørt var omkring en måned før han udrejste af Irak. Ansøgeren har ligeledes oplyst, at han og hans ægtefælle aldrig frit kunne udøve deres religion som [et religiøst mindretal], idet ekstremistiske grupperinger anser tilhængere af religionen for at være vantro. [I efteråret] 2015 udrejste ansøgeren og hans ægtefælle fra Irak. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet nævnet dog ikke kan lægge ansøgerens forklaring for nævnet om, hvordan han praktiserede sin religion i Irak til grund, og efter en samlet vurdering finder nævnet ligesom Udlændingestyrelsen, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. For så vidt angår ansøgerens frygt for Al-Qaeda og ISIL som følge af de trusler, som han modtog i anledning af sit arbejde i perioden fra 2007 til 2012 for den irakiske efterretningstjeneste, tiltræder Flygtningenævnet, at forholdet må anses som afsluttet. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren modtog omkring 10 telefoniske trusler i periode fra 2007 og indtil en til to måneder efter ophøret af sin ansættelse i 2012, hvorefter truslerne ophørte. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren herefter opholdt sig yderligere omkring to år i området omkring [A] og derefter yderligere omkring et år i [B] omkring 35 km fra [A], og at han ikke i disse perioder blev opsøgt i anledning af truslerne. Endelig lægger nævnet vægt på, at ISIL ifølge baggrundsoplysningerne blev fordrevet fra [A] i [sommeren] 2017. For så vidt angår ansøgerens konflikt med de kurdiske sikkerhedsstyrker lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren ifølge sin forklaring er blevet afhørt af de kurdiske sikkerhedsstyrker fem til seks gange, og at afhøringerne har varet flere timer, men at ansøgeren ikke er blevet udsat for vold eller trusler. Nævnet tiltræder derfor, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7. Det beror således alene på ansøgerens egne formodninger, at han er i risiko for asylbegrundende overgreb fra de kurdiske sikkerhedsstyrker. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at han frygter forfølgelse i sit hjemområde som følge af, at han er [fra et etnisk mindretal] og [en mindretalsreligion]. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han som følge af sine etniske eller religiøse tilhørsforhold vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til sit hjemområde i Irak. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at både ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i samtalerne med Udlændingestyrelsen har forklaret, at de ikke har oplevet konkrete problemer som følge af deres etnicitet eller deres religion. Det bemærkes herved, at ansøgeren har forklaret, at årsagen til, at familien flyttede fra [C] til [B] var ISIL’s fremmarch, der førte til, at ISIL i sommeren 2014 indtog [A], og ikke konkrete problemer som følge af ansøgerens religion. Endvidere finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil praktisere sin religion på en sådan måde, at det vil pådrage sig omverdenens opmærksomhed og derved bringe ansøgeren i risiko for forfølgelse. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren til gensamtalen [i vinteren] 2016 forklarede, at ”de helt ærligt har et afslappet forhold til religion, de har ikke praktiseret deres ritualer”. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at ansøgeren for nævnet har forklaret, at ansøgeren praktiserede sin tro med sine nærmeste slægtninge i [C], idet de samledes derhjemme hver torsdag, og at de var samlet fem-seks slægtninge, som bad til [en gud]. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens forklaring herom er udbyggende og ikke fremstår troværdig. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgerens forklaring for nævnet om, hvad hans religion betyder for ham, fremstod ureflekteret. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgeren har forklaret, at han en måned før, at han udrejste fik at vide, at folk undrede sig over, at han ikke kom i moskeen, men nævnet finder heller ikke, at dette kan føre til en anden vurdering. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens familie fortsat opholder sig i området, og at familien heller ikke har oplevet konkrete problemer som følge af deres etnicitet eller deres religion. På denne baggrund har Flygtningenævnet har ikke fundet grundlag for at udsætte sagen med henblik på at søge yderligere oplysninger om forholdene for [det religiøse mindretal ansøgeren er fra] i ansøgerens hjemområde. De generelle forhold, herunder de sikkerhedsmæssige forhold, i Irak kan ikke i sig selv medføre, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved ophold i Irak vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” Irak/2019/82/snd
