Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Irak. Indrejst i 2007. Flygtningenævnet udtalte: ”Klagerne er etniske arabere og shiamuslimer fra Basra, Irak. Det fremgår af sagen, at klagerne indrejste i Danmark [sommeren] 2007 og at de [i efteråret] 2007 blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klagerne [i efteråret] 2010 udrejste til Irak. Klagerne har om baggrunden herfor oplyst, at den mandlige klager var tvunget til at tage tilbage for at passe sin syge mor, og at forholdene i Irak var forbedret i 2010. [I sommeren] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagernes opholdstilladelser efter den daværende udlændingelovs § 7, stk. 2 var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, idet klagerne har opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet finder, at klagernes opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og § 17 a, stk. 1 og 2, som udgangspunkt er bortfaldet, da det må lægges til grund, at klagerne har opgivet deres bopæl i Danmark, og at de derefter frivilligt har taget bopæl i deres hjemland, Irak, i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klagerne rejste til Irak i 2010 og ikke havde til hensigt at vende tilbage, at klagerne ved udrejsen fortalte de danske myndigheder, at de ville returnere til Irak, og at klagerne gav deres ejendele fra deres bopæl til naboer og venner. Derudover lægger nævnet vægt på, at klagerne har opholdt sig i Samawa, Bagdad og Basra, og at de først rettede henvendelse til de danske myndigheder [i sommeren] 2016, mere end 5½ år efter deres udrejse. Flygtningenævnet bemærker, at der ikke er oplyst om forhold, der har gjort, at klagerne har været afskåret fra at benytte sig af deres fortrydelsesret ved repatriering. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om der er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelser ikke skal anses for bortfaldet. Ifølge lovteksten kan dette ”dog efter ansøgning bestemmes”. I bemærkningerne i lovforslaget til bestemmelsen anførtes: ”Bestemmelsen svarer til betænkningsudkastets § 13. Der henvises til betænkningen, side 153.” Betænkningsudkastets § 13 havde følgende ordlyd: ”Det kan bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor.” Betænkningen (968/1982) indeholder side 153-54 følgende: ”Bestemmelsen i udkastets § 13, stk. 1, 2. pkt. om bortfald af opholdstilladelse efter mere end seks måneders ophold udenfor landet har reglen i rådsdirektiv 68/360, art. 6, pkt. 2, som forbillede. Efter denne regel berøres et EF-opholdsbevis’ gyldighed af ikke af afbrydelser i opholdet med en varighed på ikke over seks på hinanden følgende måneder eller af fravær på grund af værnepligt. Siden 1973 har der i udlændingebekendtgørelserne været bestemmelser om, at seks måneders ophold udenfor landet medfører bortfald af opholdstilladelsen. Reglen svarer til praksis i flere andre europæiske lande. I de situationer, hvor perioden på seks måneder vil være utilfredsstillende kort, jfr. f.eks. de tilfælde, der nævnes i ”Indvandrernes forslag til løsning af deres problemer i Danmark” side 84 (se bilag 9), vil der i almindelighed kunne dispenseres i medfør af bestemmelsen i stk. 2, hvori det bestemmes, at en tilladelse ikke skal anses for bortfaldet, hvis udlændingen har bevaret en væsentlig tilknytning til landet, eller når andre særlige grunde taler derfor. Denne regel har været anvendt i tilfælde, hvor det er godtgjort, at udlændingen har haft til hensigt at vende tilbage til Danmark inden seks måneder, men er blevet forhindret i at rejse hertil på grund af sygdom eller visse andre uforudsete hindringer. Man har endvidere anvendt den i tilfælde, hvor udlændingen før udrejsen har henvendt sig til udlændingemyndighederne og ansøgt om bevarelse af opholdstilladelsen, uanset at opholdet i udlandet forventet at ville vare mere end 6 måneder, f.eks. med henblik på uddannelse, midlertidig forflyttelse og andre midlertidige arbejdsforhold. Bestemmelsen muliggør også, at en udlænding med væsentlige tilknytning her til landet vil kunne få en forlænget frist til at tage stilling til spørgsmålet om varig tilbagevenden til hjemlandet eller bosættelse i et andet land.” Klagerne udrejste frivilligt af Danmark som en samlet familie efter at have opholdt sig i Danmark i lidt over tre år i perioden fra indrejsen i 2007 og til udrejsen i 2010, og klagerne har opholdt sig i Irak siden ultimo 2010. Den mandlige klager har haft arbejde i Danmark. Klagerne er uden familiemæssig tilknytning til Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at klagerne ikke har en væsentlig tilknytning til Danmark, eller at der foreligger sådanne særlige grunde, at der er grundlag for at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Det forhold, at klagerne efter 2014 er blevet truet, eller at de generelle forhold i Irak har ændret sig siden 2010, kan ikke føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/74/CHA
