Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk assyrer og kristen fra Bagdad, Irak. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive slået ihjel af muslimske militser, fordi han har tatoveringer og er kristen. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han forlod Irak sammen med sin mor, da han var halvandet år gammel, idet klagerens far blev økonomisk presset af en gruppe, der var imod kristne. Klageren har videre oplyst, at han ikke har været i Irak siden udrejsen, hvor klageren var halvandet år gammel, og at klageren derfor ikke vil kunne klare sig i Irak, da han hverken taler kurdisk eller arabisk. Endelige har klageren oplyst, at han har hørt om, hvordan forskellige muslimske militser og grupper, herunder ISIL, behandler kristne i Irak, og at klageren derfor frygter, at de muslimske militser vil efterstræbe klageren, fordi han er assyrer og har tatoveringer. Det fremgår af klagerens mors asylsag fra 1999, at moderen udrejste af Irak, fordi dennes ægtefælle ikke ville give myndighedspersoner rabat, når de købte biler hos ham, og derfor fik problemer, ligesom moderen henviste til de generelle forhold i Irak. Klagerens mor har ikke under sin asylsag påberåbt sig problemer som følge af sin religiøse overbevisning. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger eksisterer der flere kristne samfund i Irak, herunder i Bagdad og Kurdistan, og det forhold, at klageren er kristen assyrer er derfor ikke i sig selv asylbegrundende. Klageren har forklaret, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive forfulgt af militser, der afpressede hans far, da denne havde forretning i Irak. Klagerens far kom til Danmark ca. 2001, og det forekommer derfor usandsynligt, at klageren, som følge af sin fars konflikt, nu – 18 år senere – skulle blive udsat for asylbegrundende forfølgelse af ukendte militser. Det beror på klagerens egen formodning, at han i Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse som følge af sine tatoveringer. Det forhold, at klageren ikke taler arabisk og ikke længere har familie i Irak er ikke forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7. Klageren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/74/EMU
