Nævnet stadfæstede i juni 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgerne er etniske arabere og sunni-muslimer og har oplyst at være bidoonere (statsløse) fra Kuwait. Ansøgerne har oplyst, at de begge er født i Kuwait som bidoonere, og at de er udrejst fra Kuwait til Irak i starten af 1990´erne i forbindelse med Iraks invasion af Kuwait, og at de, fordi de ikke havde papirer, ikke kunne komme tilbage til Kuwait, da krigen brød ud. De har videre oplyst, at de blev gift i Irak i 1995, og at de sammen har seks børn, der alle er født i Irak. Ansøgerne har opholdt i Irak med deres børn frem til 2013, hvor de på grund af risikoen for sekterisk vold, de generelle forhold og dårlige fremtidsudsigter udrejste til Jordan. Ansøgerne opholdt sig i Jordan frem til 2015, hvor de på grund af dårlige fremtidsudsigter udrejste til Danmark. Ingen af ansøgerne har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de i Irak frygter sekterisk vold og de generelle forhold for bidoonere. Den mandlige ansøger har som asylmotiv videre henvist til, at han ønsker, at hans børn får en bedre fremtid. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de som bidoonere fra Kuwait ikke har nogen rettigheder, og at de frygter de generelle forhold for bidoonere. Ansøgerne har videre henvist til, at der i Irak er sekteriske spændinger, og at deres børn blev udsat for verbal mobning som følge af, at de er bidoonere fra Kuwait. Ansøgerne har endelig til støtte for deres asylmotiv henvist til, at de udrejste fra Jordan til Danmark, fordi de ønskede en bedre fremtid for deres børns, idet livet er bedre i Danmark, ligesom de ikke ønsker, at deres børn skal leve som bidoonere, ligesom de selv har gjort. Nævnet skal indledningsvist bemærke, at det påhviler asylansøgere at sandsynliggøre den identitet og det asylgrundlag, som den pågældende påberåber sig, jf. udlændingelovens § 40. stk. 1. Flygtningenævnet kan imidlertid ikke lægge ansøgernes forklaringer om hverken deres identiteter eller asylmotiver til grund, idet forklaringerne fremstår utroværdige, divergerende og konstruerede til lejligheden. Nævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerne er statsløse bidoonere fra Kuwait. Indledningsvist bemærkes, at den kvindelige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen bestred såvel, at hun havde haft kontakt til myndighederne i Grækenland [i efteråret] 2015, som at hun skulle have afgivet fingeraftryk. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som Udlændingestyrelsen har modtaget fra de græske myndigheder, at den kvindelige ansøger er registreret i Grækenland som asylansøger den omhandlede dato, og at hun i den forbindelse oplyste, at hun var fra Irak. Den mandlige ansøger har bekræftet, at familien efter råd fra menneskesmugleren sagde til de græske myndigheder, at de var fra Irak, så de hurtigere kunne få lov til at rejse videre. Ansøgernes to voksne børn er registreret som asylansøgere i Grækenland samme dag som den kvindelige ansøger og ligeledes med angivelse af, at de var fra Irak. Ansøgernes datter, [A] har overfor Udlændingestyrelsen bestridt, at hun skulle have forklaret sådan til de græske myndigheder, hvorimod hun under mødet i nævnet har bekræftet, at hun sagde, at hun var fra Irak. Endelig har ansøgernes søn, [B], vedstået, at de oplyste overfor myndighederne i Grækenland, at de var fra Irak med den begrundelse, at grækerne ikke kendte til bidoonere. Nævnet har videre tillagt det en vis betydning, at [B], både i oplysnings- og motivsamtalen og indledningsvist i asylsamtalen forklarede, at han var fra Irak og har irakisk statsborgerskab, fordi han er født i landet. Videre bemærkes, at nævnet tillægger det nogen betydning, at den mandlige ansøger overfor dansk politi, umiddelbart efter familiens ankomst til Danmark, angav, at han og hans familie var født i Irak og havde irakisk nationalitet. At ansøgerne er fra Irak understøttes videre af forklaringerne om, at de har boet i Irak fra starten af 1990´erne, at deres ældste børn, selvom ansøgerne ikke havde et opholdsgrundlag i Irak, i en kortere årrække gik i offentlige skoler, at familien havde adgang til offentlige sundhedsydelser mod betaling, ligesom de ejede en grund, hvorpå de byggede et hus, som de boede i. Det bemærkes, at den irakiske lovgivning giver mulighed for, at personer, der opfylder en række betingelser, herunder uafbrudt ophold i landet i mere end 10 år, kan opnå irakisk statsborgerskab, og at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgerne skulle have valgt at bo i Irak uden lovligt opholdsgrundlag i mere end 20 år. Den mandlige ansøger har endvidere forklaret divergerende om sit opholdsgrundlag i Irak, idet han i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han havde en opholdstilladelse, hvorimod han til asylsamtalen bestred, at han havde opholdstilladelse og forklarede, at han havde et ”beskyttelseskort”, der var udstedt af de irakiske myndigheder og et falsk irakisk id-kort, ligesom han i forbindelse med familiens udrejse fik lavet falske irakiske pas til alle familiemedlemmer. Den mandlige ansøger har senere i asylsamtalen udbygget sin forklaring med, at han i 2004 fik udstedt et falsk irakisk nationalitetsbevis. Også om baggrunden for familiens udrejse til Jordan har ansøgerne forklaret divergerende, idet den mandlige ansøger i oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han var træt af at være i Irak, og at familien havde dårlige levevilkår. Den kvindelige ansøger forklarede derimod, at de udrejste på grund af frygten for sekteriske spændinger, og fordi deres ældste børn blev mobbet i skolen, fordi de var bidoonere. I asylsamtalen ændrede den mandlige ansøger forklaring, så han tilsluttede sig den kvindelige ansøgers forklaring om årsagen til udrejsen. Om opholdet i Jordan har den mandlige ansøger forklaret, at familien fik udstedt et visum til at indrejse, og at de, da dette udløb, opholdt sig illegalt i landet, uden på noget tidspunkt at få en opholdstilladelse. Den kvindelige ansøger og sønnen [B] har derimod forklaret, at familien fik en opholdstilladelse, der kunne forlænges. Den mandlige ansøger har forklaret, at familien, mens de opholdt sig i Jordan søgte asyl hos UNHCR, og at de i denne forbindelse fik udstedt et flygtningekort, hvilket er bestridt af den kvindelige ansøger, og sønnen, [B], der til Udlændingestyrelsen har forklaret, at familien aldrig har haft noget med UNHCR at gøre. Overfor nævnet har [B] derimod forklaret, at han en enkelt gang sammen med sin far opsøgte en myndighed i Jordan for at søge asyl. Det fremgår imidlertid af oplysninger tilgået Udlændingestyrelsen fra UNHCR i Jordan, at den mandlige ansøger og børnene [B] og [A] er registeret som asylansøgere i Jordan, og at de i forbindelse med deres asylansøgninger har oplyst at være fra Irak, ligesom de har fremlagt irakiske nationalitetspas. Ansøgerne har overfor UNHCR i Jordan, myndighederne i Grækenland og i Danmark oplyst forskellige fødselsdatoer og år, ligesom oplysningerne herom ikke harmonerer med oplysningerne i de papirer, der er fremlagt under sagen, herunder de irakiske pas, der fremlagt overfor UNHCR. De sproganalyser, der er foretaget af ansøgerne og datteren [A], konkluderer, at de taler Gulf Arabic. Gulf Arabic tales i et større område – herunder den sydlige del af Irak og Basra området, hvor ansøgerne har forklaret, at de har boet i mere end 20 år, og hvor deres børn er vokset op. Sproganalysen kan derfor ikke føre til et andet resultat ved vurderingen af ansøgernes forklaringer. Den omstændighed, at ansøgerne har fremlagt dokumenter vedrørende deres respektive fædre, som dokumentation for, at de er bidoonere fra Kuwait, kan heller ikke føre til et andet resultat, idet det bemærkes, at det efter baggrundsoplysningerne ikke er svært at få udstedt falske papirer i Irak og/eller Kuwait. Nævnet forkaster derfor ansøgernes forklaringer om, at de er statsløse bidoonere fra Kuwait som utroværdig. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ingen af ansøgerne har haft konflikter af asylbegrundende karakter i hverken Kuwait, Irak eller Jordan. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgerne er irakiske statsborgere og skal vurderes i forhold til Irak. Da ansøgerne ikke har oplevet konflikter i Irak, har de ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Irak risikerer at blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser. Irak/2019/61/CRT
