Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Indonesien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk aceh og sunni-muslim fra Pidie Jaya, Aceh, Indonesien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i foråret] 2005 efter [i vinteren] 2004 at være blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1. Det fremgår af sagen, at klageren [i foråret] 2012 underskrev erklæring om frivilligt frafald af permanent opholdstilladelse. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i foråret] 2012 udrejste til Indonesien, og at Dansk Flygtningehjælp den 6. juni 2012 orienterede Udlændingestyrelsen om, at klageren var udrejst til Indonesien med henblik på at tage ophold i hjemlandet. Den 15. november 2017 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, og § 17 a, stk. 1, og stk. 2, var bortfaldet, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Klageren har i sit skema oplyst, at han efter sin udrejse var forhindret i at vende tilbage til Danmark, da han var truet af grupperinger, der ønskede at kidnappe og dræbe ham og hans familie. Klageren har videre i skemaet oplyst, at han i tre dage i december 2016 var tilbageholdt af tre maskerede mænd, der krævede løsepenge af ham. Klageren har ikke for nævnet gjort gældende, at han var forhindret i at tage tilbage til Danmark, men har forklaret, at han ikke udrejste straks efter, at han havde været tilbageholdt, fordi han har kone og barn. Han har videre forklaret, at han valgte at udrejse efter, at han var blevet påkørt på sin motorcykel, fordi han havde fået et traume i forbindelse med motorcykeluheldet og bare måtte væk. Klageren har for nævnet forklaret, at det var hans egen beslutning at udrejse af Danmark og tage ophold i hjemlandet, og at han traf beslutningen om at genindrejse i Indonesien, fordi han havde hørt, at der var fred i landet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren frivilligt opgav sin bopæl i Danmark, og at han frivilligt har opholdt sig i Indonesien indtil udrejsen i [efteråret] 2017. Flygtningenævnet tiltræder derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, jf. § 17, stk. 1. Klageren havde inden udrejsen fra Danmark i 2012 opholdt sig i Danmark i ca. 7 år, da han i 2012 opgav sin bopæl og rejste tilbage til Indonesien. Klagerens ægtefælle og ca. 5-årige søn opholder sig i Indonesien, og klageren har ingen familiemæssig tilknytning til Danmark. Herefter, og da klageren heller ikke i øvrigt har nogen særlig tilknytning til Danmark, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at betingelserne i udlændingelovens § 17, stk. 3, for at meddele dispensation fra bortfald af opholdstilladelse ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Indo/2019/2/JHB
