Nævnet meddelte i juli 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aserbajdsjansk og muslim fra Aserbajdsjan. Ansøgerens far har været politisk aktiv for et parti ved navn Khalg Chebhesi (Folkefronten). Ansøgerens mor har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan frygter at blive fængslet og udsat for grove fysiske overgreb af myndighederne, fordi han har været politisk aktiv for Folkefronten. Ansøgerens far har til støtte herfor oplyst, at han blev medlem af Folkefronten i 2006. Ansøgerens far deltog i en demonstration, hvor han blev anholdt [efteråret] 2008. Ansøgerens far var fængslet i otte måneder og under sin tilbageholdelse udsat for tortur. Ansøgerens far blev [sommeren] 2009 løsladt. Han havde under fængslingen nægtet at underskrive en erklæring om, at Folkefronten var betalt af udlændinge for at demonstrere mod myndighederne i Aserbajdsjan, og at han havde fået del i disse penge. Ansøgerens far deltog i [sommeren] 2010 i endnu en demonstration, hvor ansøgerens far blev afhørt og udsat for vold og tilbageholdt i en uge. Ansøgerens far deltog i demonstrationer i efteråret 2012, i [efteråret] 2013 og senest [efteråret] 2016 uden at få problemer med myndighederne. [Efteråret] 2016 bestak ansøgerens far sig til visum til hele familien til Ungarn, hvorefter han udrejste af Aserbajdsjan sammen ansøgerens mor, og ansøgeren og hans lillesøster. Ansøgeren har i det hele henvist til sin fars asylmotiv. Flygtningenævnet har i det væsentlige lagt ansøgerens fars og mors forklaringer til grund. Flygtningenævnet har fundet, at forklaringerne, trods mindre divergenser, i det væsentlige fremstår sammenhængende og troværdige. Flygtningenævnets flertal har lagt til grund, at ansøgerens far fortsat er profileret i forhold til myndighederne som følge af sit medlemskab af Folkefronten og sin deltagelse i demonstrationer. Flertallet har herved lagt vægt på, at ansøgerens far to gange har været anholdt som følge af deltagelse i demonstrationer afholdt af Folkefronten. I 2008 var han, uden at være stillet for en dommer, fængslet i otte måneder, hvor han blev udsat for tortur som følge af sin deltagelse i en demonstration, og i 2010 var han fængslet i en uge, uden at være stillet for en dommer, som følge af deltagelse i en demonstration. Samtidig har flertallet lagt til grund, at politiet umiddelbart efter anholdelsen af ansøgerens far i 2008 opsøgte familiens hjem, som blev ransaget, og hvor de udsatte ansøgerens mor og ansøgeren for vold, ligesom de slog ansøgerens hund ihjel. Yderligere har flertallet lagt til grund, at politiet i 2009 under ansøgerens fars fængsling opsøgte ansøgerens mor og ansøgeren uden for hans skole og forsøgte at tvinge dem ind i en bil. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt til grund, at ansøgerens far og hans familie efter løsladelsen i 2010 følte sig tvunget til at flytte fra deres hjem og tage ophold i en lejet bolig, hvor de ikke blev registreret af myndighederne og derfor var sværere at finde frem til. Flertallet har lagt til grund, at ansøgerens far og mor i perioden fra 2010 til 2016 så sig nødsaget til at flytte i alt fire gange og tage ophold i lejeboliger, hvor de ikke var registreret af myndighederne. Flygtningenævnets flertal har fundet ansøgerens fars og mors forklaring om, at de i denne periode fortsat var i myndighedernes søgelys, troværdig. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerens far i et tilfælde blev opsøgt og udspurgt af den lokale politimand ud for lejeboligen, hvorefter ansøgerens far og mor på ny flyttede. I to andre tilfælde fortalte naboer dem, at politiet havde udvist interesse for deres bopæl. Samtidig fortalte deres tidligere naboer dem, at politiet opsøgte deres oprindelige ejerbolig, som de havde beholdt, cirka hver tredje måned. Hertil kommer, at ansøgerens far fem gange i 2015 og 2016 blev opsøgt af politiet i den slagterbutik, som han drev i sin ansattes navn. Tre gange blev han opsøgt af civilklædte politifolk og to gange af uniformerede, der udspurgte ansøgerens fars ansatte om, hvem der stod for lejemålet og drev butikken. Flygtningenævnets flertal har fundet, at ansøgerens fars og mors forklaringer er overensstemmelse med de foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene for medlemmer af Folkefronten, der deltager i demonstrationer eller andre regimekritiske aktiviteter, eller som i øvrigt er i myndighedernes søgelys. Flygtningenævnets flertal lægger til grund, at ansøgeren som følge af sin fars politiske aktiviteter for Folkefronten ligeledes er profileret i forhold til myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Aserbajdsjan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Aser/2019/3/GJEY