Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far vil slå ham ihjel. Til støtte herfor har klageren oplyst, at hans far er medlem af Taliban. Klagerens far traf beslutning om, at klagerens storebror skulle ofre sig for islam og har senere oplyst, at ofringen skete ved brug af en selvmordsvest. Klagerens far og storebror rejste væk i to måneder, og herefter vendte alene faren tilbage, hvor han oplyste klageren om, at hans storebror havde ofret sit liv. Videre fik klageren besked om, at han ligeledes skulle forberede sig på at ofre sit liv for islam. Klagerens mor var imidlertid ikke enig i, at klageren skulle ofre sit liv for islam, hvorfor hun kontaktede sin bror, som herefter sørgede for, at klageren udrejste af Afghanistan. Klageren indrejste i Danmark som uledsaget mindreårig og [i foråret] 2017 meddelte Udlændingestyrelsen klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Ved dom af [sommeren] 2018 afsagt af Retten i [dansk by] blev klageren idømt fængsel i to år og seks måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. § 222, stk. 1, jf. til dels § 225, jf. til dels § 21. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 5. Klagerens opholdstilladelse bortfaldt som følge heraf, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, 1. pkt. Ved dom af [efteråret] 2018 afsagt af Vestre Landsret blev byrettens dom af [sommeren] 2018 stadfæstet. Flygtningenævnet tiltræder, at klageren, der er 17 år, er tilstrækkelig moden til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Der henvises til, at klageren under nævnsmødet har besvaret de stillede spørgsmål på relevant og sammenhængende måde, der viser, at klageren har forstået spørgsmålene. Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse af [foråret] 2019 om udsendelse af klageren samt af de berigtigede afgørelser herom af henholdsvis [foråret] 2019 og [sommeren] 2019, at Udlændingestyrelsen ikke længere har lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen efter en samlet vurdering må anses for utroværdig. Der lægges vægt på, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende, og det bemærkes i den forbindelse, at divergenserne ikke kan tilskrives den tid, der er forløbet fra klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen, forinden han blev meddelt opholdstilladelse, og hans efterfølgende forklaringer for udlændingestyrelsen og nævnet i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om klagerens udsendelse som følge af den begåede kriminalitet. Flygtningenævnet henviser til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at han vidste, at hans far var medlem af Taliban, fordi faren gik sammen med andre talibanere, og at han bar våben og havde walkie talkie. Faren havde i øvrigt langt hår og havde afghansk tøj på. Klageren har ikke talt med sin mor om, hvad faren lavede. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 og under nævnsmødet har klageren derimod forklaret, at han vidste, at faren var medlem af Taliban, fordi klagerens mor fortalte det, da klageren var lille. Under samtalen med Udlændingestyrelsen har klageren også oplyst, at faren var et magtfuldt og overordnet medlem af Taliban, der gav ordre til andre talibanere. Flygtningenævnet lægger endvidere afgørende vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2017 har forklaret, at han vidste, at hans bror blev brugt som selvmordsbomber, fordi faren to måneder, efter at faren og broren havde forladt hjemmet, havde fortalt, at broren havde ofret sit liv. Klageren har derimod under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2019 og overfor nævnet forklaret, at faren en dag kom hjem og fortalte til storebroren, at han skulle have selvmordsvest på, og at farens venner gav storebroren bombevesten på. Klageren har endvidere beskrevet bombevesten nærmere, idet han har oplyst, at det var en lang vest med flere lommer, og at der i lommerne var bombelignende ting, og at der var ledninger. Der var bomber på vesten. Nævnet finder i øvrigt, at klagerens forklaring om, hvorledes han uden problemer ved hjælp fra moren kunne forlade familiens bolig forekommer usandsynlig, og der henvises til, at klagerens far og flere andre medlemmer af Taliban opholdt sig i huset. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagen findes således ikke ved en tilbagevenden at risikere forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/130/CHPE
