Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning. Klageren kommer fra […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [en dato i] 2009 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller familien til den mand, som blev slået ihjel, da han kørte med i klageren i klagerens bil. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at klageren arvede en bil fra sin far, som han brugte til at forsørge familien ved at lade en chauffør køre bilen som rutebil. Klageren kørte selv med i bilen for at tage imod betaling fra passagerne og hjælpe chaufføren. På en ukendt dato i 2008 blev bilen stoppet af Taliban, som gennemsøgte bilen. De opdagede, at en af passagerne var journalist, hvorfor de tog ham, klageren og chaufføren med sig til deres tilholdssted. Klageren var tilbageholdt i to dage, hvorefter han flygtede ved at ødelægge et vindue i den bygning, han var fanget i. Klageren tog hjem til sin bopæl og fortalte sin mor, hvad der var sket. Han skjulte sig på bopælen i en stenovn i to dage. I løbet af de to dage kom Taliban og spurgte efter ham og truede klagerens mor. Efterfølgende hjalp klagerens morbror ham med at flygte ud af Afghanistan. Klageren har efterfølgende fået at vide af sin mor, at journalistens familie har opsøgt klagerens bopæl og spurgt efter ham, fordi journalisten blev slået ihjel af Taliban. Det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse, at Udlændingestyrelsen ikke kan lægge klagerens forklaring om konflikten med Taliban og familien til den dræbte journalist til grund, hvorved Udlændingestyrelsen blandt andet har lagt vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt han mødte og talte med sin mor efter flugten fra Taliban, om ruten han og chaufføren kørte, da de blev stoppet af Taliban, og hvorvidt han tog ophold hos sin morbror. Udlændingestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende og forskelligt om, hvorvidt han personligt oplevede, at Taliban eftersøgte ham efter flugten fra dem. Udlændingestyrelsen besluttede [en dato i] 2018 på den baggrund ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge klagerens forklaring om sin konflikt med Taliban eller journalistens familie til grund. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at der – også under hensyn til klagerens alder på indrejsetidspunktet og den tid, der er forløbet siden klageren indrejste – er så store og væsentlige divergenser i klagerens forklaring om sit asylmotiv, at forklaringen ikke kan lægges til grund. Klageren har således forklaret divergerende om episoden, hvor han blev stoppet af Taliban, herunder den faste rute, tilbageholdelsens længde samt flugten, herunder hvorvidt han tog ophold på sin bopæl henholdsvis hos sin morbror. Ved vurderingen af divergenserne har flertallet lagt vægt på, at divergenserne ikke blot er enkelte ord eller vendinger, men at klageren har givet udførlige og detaljerede forklaringer, der er væsensforskellige. Flygtningenævnets flertal kan på denne baggrund ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og flertallet tiltræder, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, og at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, § 19, stk. 7, 1. pkt. I forbindelse med behandlingen af sager vedrørende inddragelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, foretages en proportionalitetsafvejning af den udviste svig i forhold til § 26-hensynene. Efter Flygtningenævnets praksis er der ved opnåelse af en opholdstilladelse ved svig udvist en sådan egen skyld, at hensynet til udlændingen selv, herunder om inddragelsen må antages at virke særligt belastende, ikke tillægges samme vægt i afvejningen som i sager, hvor inddragelse efter § 19, stk. 1, nr. 1, overvejes på baggrund af ændringer i den pågældendes hjemland eller andre udefra kommende omstændigheder. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren er født og opvokset i Afghanistan, hvor han har drevet virksomhed og boede, indtil han udrejste i 2008. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 9 år og har bestået danskprøve 2. Klageren har ikke familiemæssig tilknytning til Danmark. Klageren har haft en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført en erhvervsrettet uddannelse. Klageren har været frivillig hjælper i Røde Kors i Danmark. Endelig har klageren ikke helbredsmæssige problemer. Flygtningenævnet finder efter en samlet og konkret vurdering af klagerens personlige forhold og det forhold, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det – uanset sin unge alder ved indrejsen – vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, 1. pkt., jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/123/JAH
