Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2011 klageren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddelte herefter [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige asylsag, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygtede at blive slået ihjel af sin fætter [M], der var kommandant og samararbejdede med de afghanske myndigheder. Klageren oplyste til støtte for sit asylmotiv, at han i 1992 begyndte at arbejde som bodyguard for en kommandant ved navn [A], der i en kort periode skiftede side fra Hezb e-Islami til Taliban. Samme år blev [M’s] brødre slået ihjel af Taliban, og [M] bebrejdede klageren herfor, men idet [A] var en magtfuld mand, oplevede klageren ikke problemer. I 2005 blev [A] slået ihjel, og [M] begyndte herefter at lede efter klageren. Kort tid inden klagerens udrejse blev han opsøgt på bopælen af [M] og en række myndighedspersoner. Det lykkedes klageren at flygte over til naboen, hvorefter han udrejste af Afghanistan. [I sommeren] 2018 var klageren i forbindelse med ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse til en ny samtale med Udlændingestyrelsen. [I sommeren] 2018 har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om at nægte at forlængelse klagerens opholdstilladelse med henvisning til, at der foreligger nye oplysninger om klagerens arbejde for kommandanten, som ville have udelukket klageren fra beskyttelse, såfremt udlændingemyndighederne havde været bekendt hermed under den oprindelige behandling af asylsagen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. dagældende § 26, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han fortsat frygter at blive slået ihjel af sin fætter. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er herefter, om klageren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, jf. Flygtningekonventionens art. 1 F (b). Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har været ansat som vagt og bodyguard for en kommandant i Afghanistan i en periode på 10 år. Klageren har til Udlændingestyrelsen forklaret, at han havde kendskab til, at kommandanten benyttede sig af tortur, og at der blev begået drab på personer. Han har tillige forklaret, at han på kommandantens ordre hentede personer og afleverede dem til kommandanten, og at nogle af disse personer blev tortureret og/eller dræbt. Klageren har i advokatindlægget og under nævnsmødet fragået denne forklaring og i stedet oplyst, at han ikke har kendskab til, at der blev benyttet tortur og drab vedrørende personer, som han havde hentet og bragt til kommandanten. Han har i den forbindelse forklaret, at han alene har oplyst om generelle forhold under samtalerne med Udlændingestyrelsen, og at hans forklaringer således ikke er korrekt gengivet. Flygtningenævnet bemærker, at klageren ikke har foretaget rettelser til referaterne af de samtaler, som han har været til i Udlændingestyrelsen. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke er fremkommet med en rimelig forklaring på sine ændrede oplysninger under nævnsmødet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren med sin stilling som personlig vagt og bodyguard for en kommandant i 10 år ved at afhente personer og bringe dem til kommandanten medvirkede til, at nogle af disse personer blev udsat for tortur og/eller drab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at klageren, uanset han ikke selv deltog i udøvelse af tortur og/eller drab igennem 10 år må have været bekendt med, at der foregik tortur og/eller drab på hans arbejdsplads. Han har således fortsat sit arbejde i flere år med denne viden. Flygtningenævnet finder herefter, at der er alvorlig grund til at antage, at klageren har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse, som anført i Flygtningekonventionens art. 1 F (b), og at han derfor af denne grund er udelukket fra asyl i Danmark. Flygtningenævnet tiltræder derfor, at klagerens opholdstilladelse er nægtet forlænget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3. Vedrørende klagerens tilknytning til Danmark, jf. dagældende udlændingelovs § 26, stk. 1 og stk. 2, bemærker Flygtningenævnet indledningsvis, at klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden 2011. Klageren har ikke opnået nogen fast tilknytning til arbejdsmarkedet og har ikke gennemført nogen uddannelse. Han har bestået danskprøve 1. Klagerens ægtefælle og syv børn blev i 2014 familiesammenført med klageren, ligesom klageren i 2019 har fået endnu et barn i Danmark. Børnene har gået i institutioner og skole i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter, at en manglende forlængelse af klagerens opholdstilladelse isoleret set vil virke særligt belastende med hensyn til udøvelse af familieliv, men at klageren, der ikke kan udsendes til Afghanistan, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1, fortsat har mulighed for at udøve sit familieliv, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, jf. dagældende § 26, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 1, nr. 3., og at nægtelse af forlængelse af klageren opholdstilladelse derfor efter en samlet vurdering ikke er særlig belastende for klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/118/CABV
