Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Sagen blev behandlet på formandskompetencen. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun har sin ægtefælle i Danmark, og at hendes familie i Tyskland havde udsat hende for overgreb. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren har haft en konflikt med sin familie, herunder at familien har taget hendes mobiltelefon, indespærret hende og herefter truet hende, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt hun måtte føle sig truet i Tyskland, må henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, hvilket hun, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens ægtefælle er bosiddende i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2018/2/JAH
