Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøg-ning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, der var blevet meddelt subsidiær beskyttelse i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.
Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for flygtninge med en opholdstilladelse i Italien, herunder at flygtnin-ges personlige sikkerhed og integritet er truet i Italien, idet de er i stor risiko for at blive hjemløse uden adgang til bolig, arbejdsmarked, skolegang og sundhedsydelser. Videre henviste Dansk Flygt-ningehjælp til, at klagerens børn opholder sig i Danmark, hvorfor klageren ikke vil kunne opretholde samvær med dem ved en tilbagesendelse til Italien. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klage-ren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæi-ske Menneskerettighedskonventionens artikel 3 og CCPR artikel 7. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at an-tage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Ita-lien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren, der efter egne oplysninger har haft bolig og arbejde i [by] under sit ophold i Italien, vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder end-videre, at klagerens personlige sikkerhed og integritet vil være beskyttet i fornødent omfang i Itali-en. Det forhold, at klageren efter det oplyste har haft konflikter med en række personer i Italien, samt har været udsat for generel diskrimination i Italien, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet klageren, såfremt han måtte føle sig truet i Italien, må henvises til at søge de italienske myndighe-ders beskyttelse, hvilket han, efter egne oplysninger, ikke har gjort. De italienske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at kla-gerens børn har opholdstilladelse i Danmark, samt at Dansk Flygtningehjælp i den forbindelse har peget på flere bestemmelser i FN’s Børnekonvention, CCPR og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, om at barnets tarv skal komme i første række, bemærker nævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, om Italien kan tjene som første asylland, er opfyldt. Nævnet bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstil-ladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven henhører under Udlændingestyrelsen med kla-geadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På denne baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke fin-der grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-ita/2019/1/JABP
