Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien, der var blevet meddelt flygtningestatus i Grækenland. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet har tidligere truffet afgørelse i sagen, se §29b-Græ/2018/7.Flygtningenævnet udtalte: ”Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være om-fattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel ef-ter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den [dato primo] 2015 opnåede flygtningestatus i Grækenland, idet han blev meddelt opholdstilladelse gældende fra den [dato primo] 2015 til og med den [dato i foråret] 2018. Det fremgår af Justitsministeriets bemærkninger i lovforslag nr. 72 af 14. november 2014 til udlændingelovens § 29 b, at afvisning efter bestemmelsen alene kan ske, hvis betingelserne for at betragte det pågældende land som et første asylland er opfyldt som følge af, at udlændingen tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er herved blandt andet et krav, at udlændingen skal være beskyttet mod refoulement, ligesom det skal være muligt for den pågældende at indrejse og tage lovligt ophold i første asyllandet. Den pågældendes personlige integritet og sikkerhed skal endvidere være beskyttet, men det kan ikke hermed kræves, at den pågældende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllandets egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion no. 58 (XL) – 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human rights standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blandt andet blevet lagt vægt på, om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp, mulighed for ansættelse i den private eller offentlige sektor, mulighed for frit at bosætte sig samt mulighed for at eje fast ejendom. Flygtningenævnet finder indledningsvist, at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. For så vidt angår klagerens mulighed for at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, fremgår det af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b, at anvendelse af bestemmelsen ikke forudsætter, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Efter oplysningerne fra de græske myndigheder har klageren fortsat mulighed for at ansøge om forlængelse. Selvom klagerens opholdstilladelse på nuværende tidspunkt er udløbet, er det derfor ikke på forhånd udsigtsløst, at han kan tillades at indrejse i Grækenland. For så vidt angår klagerens risiko for overgreb i Grækenland som følge af, at han er konverteret til kristendommen, henviser nævnet ham til at søge beskyttelse hos de græske myndigheder, herunder eventuelt klage til overordnede myndigheder, eller tage ophold et andet sted i Grækenland end der, hvor klageren under sit første ophold i Grækenland angivelig oplevede overgreb fra sine bofæller. For så vidt angår klagerens personlige integritet og sikkerhed i øvrigt er den aktuelle situation for anerkendte flygtninge i Grækenland beskrevet nærmere i aidas rapport om Grækenland af 31. december 2018. Det fremgår heraf blandt andet, at det i praksis er blevet vanskeligere for anerkendte flygtninge at opnå de basale rettigheder som for eksempel bolig, sociale og sundhedsmæssige ydelser, som de har krav på efter den græske lovgivning. Særligt om anerkendte flygtninge med handicap fremgår endvidere, at handicappede personer i praksis oplever store vanskeligheder ved at få anerkendt særlige rettigheder som følge af deres handicap. På baggrund heraf og efter en konkret og individuel vurdering kan et flertal af Flygtningenævnet herefter ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Grækenland vil befinde sig i en sådan ganske særligt sårbar situation som følge af sit handicap, at betingelserne for at afvise at behandle hans ansøgning om asyl i Danmark ikke er opfyldt. Som følge heraf omgør Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af [dato i foråret] 2019, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Græ/2019/4/DH
