Nævnet omgjorde i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en kvinde fra Somalia, der var blevet meddelt beskyttelsesstatus i Ungarn. Sagen blev behandlet på et mundtligt nævnsmøde. Flygtningenævnet udtalte: ”[Klageren] har klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse om, at hendes asylansøgning afvises efter udlændingelovens § 29 b, under henvisning til, at hun har opnået beskyttelse i Ungarn, hvor hun [ultimo] 2017 blev meddelt subsidiær beskyttelsesstatus. Det fremgår af udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., at påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller 5 b. Det fremgår af § 29 b, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan afvises, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i land som omhandlet i § 29 a, stk. 1, det vil sige et land, der er omfattet af Dublinforordningen. I den foreliggende sag har nævnet lagt til grund, at klageren den 21. december 2017 er blevet meddelt opholdstilladelse i Ungarn. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 29 b (lovforslag nr. L 72 af 14. november 2014, til § 1, nr. 2 og 8) bl.a.: ”Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b kan en asylansøgning afvises, hvis ansøgeren allerede har opnået beskyttelse i et land, hvor Dublinforordningen finder anvendelse. Afvisning kan alene ske, hvis betingelserne for at betragte landet som første asylland er opfyldt som følge af, at en udlænding tidligere har opnået beskyttelse i landet. Det er i den forbindelse ikke et krav, at udlændingen kan leve på fuldt ud det samme niveau som det andet EU-lands egne statsborgere eller som flygtninge i Danmark, og praksis vedrørende overførsler efter Dublinforordningen kan ikke uden videre overføres, idet der bl.a. må sondres mellem vilkårene for udlændinge, hvis asylsag er under behandling, og udlændinge, der allerede har opnået beskyttelse. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 29 b forudsætter ikke, at udlændingen på afgørelsestidspunktet fortsat har en gyldig opholdstilladelse, eller at der foreligger en forhåndstilkendegivelse fra det andet lands myndigheder om, at udlændingen vil blive tilladt indrejse og ophold. Hvis det derimod på forhånd må anses for udsigtsløst, at udlændingen tillades indrejse, kan asylansøgningen ikke afvises. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der foreligger en erklæring fra det pågældende EU-land om, at udlændingen ikke vil blive modtaget eller tilladt indrejse. Viser det sig efterfølgende, at udlændingen nægtes indrejse, vil sagen efter omstændighederne kunne genoptages.” Efter nævnets praksis skal den pågældendes personlige integritet og sikkerhed endvidere være beskyttet, uden at der dog derved stilles krav om, at vedkommende socialt set skal kunne leve på fuldt ud samme niveau som første asyllands egne statsborgere. Det er dog et krav i henhold til Excom Conclusion No. 58, 13. oktober 1989, at flygtningen i første asyllandet bliver ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Efter Flygtningenævnets praksis er der i den forbindelse blevet lagt vægt på bl.a., om udlændingen har adgang til bolig, lægehjælp m.v. Klageren er ved Udlændingestyrelsens afgørelse af [ultimo] 2018 som delvist forlænget [primo] 2019 meddelt godkendelse af betaling af social foranstaltning, således at hun blandt andet er blevet bosat i et botilbud efter udlændingelovens § 42 a, stk. 1 og 2. Det kan på baggrund af de lægelige akter og udtalelser i sagen lægges til grund, at klageren er ganske særligt sårbar som følge af navnlig psykiske og emotionelle vanskeligheder, og at hun i lange perioder har været beskrevet som alvorligt selvmordstruet. Hun opholder sig i Danmark på et opholdssted, og selvom hun udviser tegn på bedring, beskrives det i de seneste erklæringer, at hendes tilstand endnu ikke er stationær, at hun har nedsat funktionsniveau, og at hun ikke på egen hånd er i stand til at fungere optimalt i dagligdagen. I den seneste psykologerklæring af [primo] 2019 anføres det, at klageren er i øget selvmordsrisiko, og at hun har et uopsætteligt og nødvendigt behandlingsbehov. Flygtningenævnet finder, at klageren som følge af sin unge alder – om end hun er vurderet som ældre end 18 år – og navnlig helbredsmæssige forhold, som de er beskrevet i de lægelige akter, må anses som en ganske særligt sårbar person. Henset hertil – og til oplysningerne om forholdene for flygtninge med opholdstilladelse i Ungarn – finder nævnet efter en samlet vurdering, at betingelserne for at afvise at behandle hendes ansøgning i Danmark ikke er opfyldt. Flygtningenævnet omgør derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, således at klagerens asylansøgning skal behandles i Danmark.” §29b-Ung/2019/2/CABV
