Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde og hendes to mindreårige børn, født i 2013 og 2015, fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Tyskland. Klagerens advokat henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at hun og hendes børn frygter at blive udsat for et voldeligt overgreb fra sin ægtefælle i Tyskland, og at hun havde sine forældre, tre søstre og sin bror i Danmark. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Tyskland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Tysklands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det forhold, at klageren frygter at blive udsat for et voldeligt overgreb af sin ægtefælle i Tyskland, kan ikke føre til, at Tyskland ikke kan tjene som hendes første asylland. Flygtningenævnet finder, at såfremt klageren måtte føle sig truet i Tyskland, må hun henvises til at søge de tyske myndigheders beskyttelse, idet de tyske myndigheder må antages at have vilje og evne til at yde klageren beskyttelse. Vedrørende den omstændighed, at klagerens forældre, tre søstre og en bror bor i Danmark, bemærker Flygtningenævnet, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Tyskland kan tjene som første asylland, er opfyldt. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Tys/2017/2
