Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en mand fra Syrien, der var meddelt subsidiær beskyttelse i Letland. Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at klagerens sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til, at klageren lider af kroniske psykiske sygdomme, som det ikke var muligt for ham at få behandling for i Letland. Endvidere henviste klageren til, at han ved en overførsel til Letland ville blive adskilt fra sin ægtefælle og deres fire mindreårige børn, som har opholdstilladelse i Danmark, fordi han, idet han alene var meddelt subsidiær beskyttelse, ikke havde en reel mulighed for at opnå familiesammenføring til Letland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Letland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Letlands internationale forpligtelser, at de generelle forhold i Letland ikke var til hinder for en afvisning af klageren, og at det forhold, at klageren ønskede at være sammen med sin ægtefælle og børn i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Det af Dansk Flygtningehjælp anførte om, at klageren ikke havde ret til lægebehandling i Letland, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder UNHCR’s rapport ”Integration of Refugees in Latvia”, udgivet januar 2015, at flygtninge nyder samme adgang til sundhedsbehandling som lettiske statsborgere. Flygtningenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Udlændingestyrelsens vurdering af, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang i Letland. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Let/2017/1