Nævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en asylansøgning, jf. udlændingeloven § 29 b, vedrørende en mandlig statsborger fra Irak, der var blevet meddelt flygtningestatus i Italien. Sagen blev behandlet på formandskompetencen.
Dansk Flygtningehjælp henviste som begrundelse for, at sagen skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold for anerkendte flygtninge i Italien, herunder dårlige muligheder for at finde bolig og arbejde, hvorfor klageren måtte overnatte på gaden og ikke havde mulighed for at tjene penge til mad. Videre henviste Dansk Flygtningehjælp til, at klageren efterfølgende udrejste til Irak, hvor han indledte et forhold til sin nuværende kæreste, men måtte udrejse, da kæresten familie begyndte at fremsætte trusler mod klageren, hvorfor klageren frygter, at de italienske myndigheder ikke vil kunne beskytte ham mod kærestens familie. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Italien Grækenland, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og med henvisning til Italiens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” For så vidt angår de generelle forhold for udlændinge med opholdstilladelse i Italien finder nævnet ikke, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i artikel 4 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Flygtningenævnet finder efter de seneste baggrundsoplysninger om flygtninges forhold i Italien, at der ikke er grundlag for at antage, at de generelle socioøkonomiske vilkår – skønt svære – er på et så uacceptabelt niveau, at Italien ikke kan tjene som første asylland. Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren vil kunne modtage basale sociale og økonomiske ydelser, herunder lægehjælp og bolig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der foreligger oplysninger om klagerens personlige forhold, der kan medføre, at Italien ikke kan tjene som klagerens første asylland. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren er en yngre mand, der efter sin egen forklaring til Udlændingestyrelsen under oplysnings- og motivsamtalen [efteråret] 2017 er sund og rask. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren efter sin egen forklaring under oplysnings- og motivsamtalen ikke har haft nogen konflikter med hverken myndighederne eller privatpersoner i Italien. For så vidt angår oplysningerne om klagerens frygt for at blive opsøgt af [kærestens] familiemedlemmer i Italien, skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren må henvises til at rette henvendelse til de italienske myndigheder og søge deres beskyttelse i den anledning. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-ita/2018/2/CABV
