Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af to asylansøgere, jf. udlændingelovens § 29 b, vedrørende en kvinde samt et medfølgende barn fra Syrien, der var meddelt flygtningestatus i Grækenland. Sagen blev behandlet på mundtligt nævnsmøde. Klagerens advokat nedlagde påstand om, at klagernes asylsag skulle realitetsbehandles i Danmark og ikke afvises i medfør af udlændingelovens § 29 b. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, blandt andet til de generelle forhold i Grækenland og til, at klageren som enlig kvinde i Grækenland med et mindreårigt barn må anses som særligt sårbar, hvorfor hun ikke vil kunne klare sig i Grækenland. og at hun vil blive henvist til et liv på gaden, idet hun ikke har et netværk i Grækenland til at hjælpe hende og ingen personlig erfaring har med at klare sig i Grækenland. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, hvorfra hun ikke risikerede refoulement, og henvisning til Grækenlands internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ” Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Grækenland, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Vi finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren og hendes barn vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling som defineret i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom vi finder, at klageren og hendes barns personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Et flertal udtaler herefter: Vi finder ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Grækenland – om end vanskelige – i sig selv kan føre til, at klageren og hendes barn efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Grækenland som første asylland. Vi lægger herved til grund, at det vil være muligt for klageren og hendes barn at indrejse og tage lovligt ophold i Grækenland, samt at klageren i Grækenland vil være beskyttet mod refoulement. Vi bemærker herved, at klageren har opnået international beskyttelse i Grækenland, der som medlem af EU er omfattet af Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder artikel 19, stk. 2, og som har tiltrådt Flygtningekonventionen, herunder efterlevelse af non-refoulement-princippet som anført i Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1. Vi finder således, at selvom klageren er alene med et barn på tre år, er hun ikke sådan ganske særligt sårbar, at hun og barnet, der begge er sunde og raske, ikke vil kunne sendes tilbage til Grækenland. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren ifølge sine egne oplysninger har et vist netværk i Grækenland, idet hun efter tilbageholdelsen ved lufthavnen kunne ringe til en bekendt, der kørte hende til et hotel. Endvidere har klageren oplyst, at hendes mor som enlig ældre kvinde har været i stand til at opholde sig i fire måneder i Grækenland, før hun valgte at rejse til Tyrkiet. Vedrørende den omstændighed, at klagerens ægtefælle og øvrige fem, mindreårige børn har opholdstilladelse i Danmark, bemærker vi, at dette forhold ikke har betydning for vurderingen af, hvorvidt betingelserne for, at Grækenland kan tjene som første asylland, er opfyldt. Vi bemærker hertil, at kompetencen til at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser henhører under Udlændingestyrelsen med klageadgang til Udlændingenævnet og dermed ikke omfattes af Flygtningenævnets kompetence. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b.” §29b-Græ/2018/3/IBK
