Sagen blev behandlet på et skriftligt nævnsmøde. Klagernes advokat henviste som begrundelse for, at klagernes sag skulle behandles i Danmark, at klageren ikke kan indrejse og opholde sig i Bulgarien som følge af klagerens personlige forhold og til, at klageren er i medicinsk samt til tider ambulant behandling for epilepsi samt paranoid skizofreni, som Bulgarien ikke er i stand til at bistå med behandlingen af, og at forholdene er af kritisabel karakter, såfremt man er udsat. Efter en gennemgang af lovgrundlaget og beskyttelsesbegrebet og efter at have konstateret, at det ville være muligt for klageren at indrejse og tage lovligt ophold i Bulgarien, hvorfra han ikke risikerede refoulement, og henvisning til Bulgariens internationale forpligtelser, udtalte Flygtningenævnet blandt andet: ”Forholdene for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, er ifølge de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger vanskelige. Nævnet finder imidlertid ikke, at der er væsentlige grunde til at tro, at der er tale om sådanne generelle mangler, at en afvisning af klageren vil medføre en risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, som omfattet af EMRK artikel 3 og CCPR artikel 7, ligesom nævnet finder, at klagerens personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet i fornødent omfang. Tilsvarende finder Flygtningenævnet ikke, at de generelle sociale og økonomiske forhold for flygtninge med opholdstilladelse i Bulgarien - om end vanskelige - i sig selv kan medføre, at klageren efter Flygtningenævnets praksis ikke kan henvises til at tage ophold i Bulgarien som første asylland. Vedrørende klagerens konkrete situation skal Flygtningenævnet bemærke, at klageren har oplyst i det væsentlige at have problemer med en enkelt person i Bulgarien. Flygtningenævnet finder det usandsynligt at denne person, der efter det oplyste selv er syrisk flygtning, skulle have et sådant netværk eller en sådan indflydelse i Bulgarien, at dette skulle føre til at klagerens konflikt med den pågældende medfører, at klageren ved en tilbagevenden til Bulgarien ville være i risiko for overgreb. Det må lægges til grund at klageren lider af alvorlig psykisk sygdom. Flygtningenævnet finder dog ikke, at klageren kan betragtes som ganske særligt sårbar. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren har opholdt sig i længere perioder i forskellige EU-lande og at det må lægges til grund, at klageren har været i stand til at klare sig. Derudover er medicinering mod klagerens sygdom efter det oplyste tilgængelig i Bulgarien, og klageren, som har opnået international beskyttelse i Bulgarien, vil efter det oplyste også have ret til sådan en behandling. For så vidt angår klagerens oplysninger om, at han har været udsat for overgreb fra de bulgarske myndigheder, henviser Flygtningenævnet til det i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017 anførte, herunder at klageren indrejste illegalt i Bulgarien og opholdt sig ulovligt i landet i en periode. Det kan derfor ikke føre til en ændret vurdering, at klageren blev tvunget til at afgive fingeraftryk. På den baggrund skal Flygtningenævnet meddele, at nævnet efter en gennemgang af sagen ikke finder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt., jf. § 29 b. ” §29b-Bul/2018/1/GJEY
