Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2001. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning fra Mogadishu, Somalia. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive involveret i verserende konflikter mellem klaner og grupperinger i Somalia. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive udsat for overgreb fra al-Shabaab eller andre grupperinger i Somalia. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter for sit helbred i Somalia, samt at han vil have svært ved at etablere sig i Somalia på grund af sin manglende tilknytning og ringe sprogkundskaber. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at der fortsat er krig i Somalia mellem de forskellige klaner. Ansøgeren har tillige oplyst, at det forhold, at han ville vende tilbage til Somalia fra et vestligt land, vil gøre ansøgeren særligt udsat overfor grupper i Somalia, herunder overfor al-Shabaab. Ansøgeren har videre oplyst, at han har problemer med at trække vejret i varmt vejr, hvorfor han frygter, at en tilbagevenden til Somalia vil få helbredsmæssige konsekvenser for ansøgeren. Endelig har ansøgeren oplyst, at han har opholdt sig i Danmark det meste af sit liv, og at han derfor taler dårligt somali. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Det gælder såvel forfølgelse på grund af manglende tilhørsforhold til en klan som forfølgelse fra al Shabaab. Ansøgeren har således ikke kunnet henvise til konkrete, personlige konflikter i hjemlandet, og han er ikke profileret. Den omstændighed, at ansøgeren taler dårligt somali, kommer fra et vestligt land og har vejrtrækningsproblemer i varme kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Der findes ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen som følge af, at styrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er omfattet af benadiri-klanen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/226/HZC