soma2019190

Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 1999. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk somali og tilhører klanen Reer Hamer fra Mogadishu, Somalia. Klageren er tidligere muslim af trosretning, men oplyser, at hun ikke længere er troende. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har oplyst, at hun udrejste af Somalia på grund af borgerkrigen. Klageren mistede både sin far og brødre forud for udrejsen, og klagerens mor opholder sig i Kenya. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel på grund af sit udseende, på grund af sin levemåde og den omstændighed, at hun ikke længere er troende muslim. Klageren frygter endvidere at blive slået ihjel på grund af sit klantilhørsforhold. Klageren har til støtte herfor anført, at hendes fars klan lå i krig med en anden klan, og klageren frygter, at hun vil opleve problemer på baggrund af sit tilhørsforhold til klanen Reer Hamer, idet de fleste fra hendes klan er flygtet eller døde. Klageren frygter desuden, at hun grundet sit udseende og sin væremåde vil skille sig ud, ligesom hun ikke længere betragter sig selv som muslim, og dermed vil være i risiko for at blive slået ihjel. Efter de foreliggende oplysninger om klagerens situation tiltrædes det, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil blive anset for at være en enlig kvinde uden netværk, og at hun på dette grundlag isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det tiltrædes desuden, at udlændingelovens § 31, stk. 1, er til hinder for, at klageren udsendes tvangsmæssigt til sit hjemland. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sine asylmotiver til grund og finder således ikke grundlag for nu at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke konkret har oplevet trusler eller individuel forfølgelse som følge af sit udseende eller sin levemåde, herunder som følge af at hun angiveligt er frafalden muslim og ikke i øvrigt overholder de muslimske påklædningsregler, og som følge af, at hun lider af HIV. Klageren har heller ikke på det foreliggende ukonkrete grundlag sandsynliggjort, at hun vil opleve asylbegrundende forfølgelse som følge heraf ved en tilbagevenden til Somalia. Den omstændighed, at klageren tilhører en minoritetsklan, er heller ikke et forhold, der i sig selv kan danne grundlag for at anse klageren for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om klagerens forhold, herunder karakteren af de afsagte straffedomme og oplysningerne om hendes personlige, helbredsmæssige og familiemæssige forhold, herunder en voksen datters ophold her i landet, finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., jf. § 7. De af klageren påberåbte formildende omstændigheder i forbindelse med det strafbare forhold, der gav anledning til, at klageren ved Vestre Landsrets dom af 8. oktober 2017 blev udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år, kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at klageren nu angiveligt ikke længere har et misbrug af euforiserende stoffer. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/190/CABV