Nævnet meddelte i oktober 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 1984. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er shia-muslim fra Iran. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [en nærmere angiven dato i efteråret 1984], og at han [en nærmere angiven dato i foråret 1985] blev meddelt opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [en nærmere angiven dato i sommeren 2015] udrejste til Thailand. [En nærmere angiven dato i efteråret 2017] besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. stk. 4, idet klageren har opgivet sin bopæl i Danmark og har opnået beskyttelse i et tredjeland. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren har opgivet sin bopæl i Danmark i 2015. Flygtningenævnet lægger i denne forbindelse vægt på, at klageren og hans ægtefælle fraflyttede deres lejlighed, eller muligvis blev udsat af denne på grund af manglende lejebetaling, ligesom de afhændende deres indbo. Endvidere har klageren siden [en nærmere angiven dato i vinteren 2015] ikke været tilmeldt nogen bestemt adresse i Folkeregisteret. Endelig har klageren selv forklaret, at han og hans hustru forlod Danmark, fordi de grundet overfald ikke turde opholde sig her. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at det kan lægges til grund, at klageren har opnået beskyttelse i et tredjeland. Det er ikke dokumenteret, at klageren har opholdstilladelse i Thailand, idet et turistvisum eller lignende opholdsgrundlag ikke efter det oplyste kan sidestilles hermed. De fremlagte dokumenter viser tydeligt, at det har været nødvendigt for klageren løbende at opnå forlængelse af sin opholdstilladelse hos de thailandske myndigheder. At klageren i længere perioder har kunnet opholde sig i Thailand som turist, eller eventuel på anden måde, kan ikke anses for tilstrækkelig dokumentation for, at klageren ”har opnået beskyttelse” i Thailand. Den omstændighed, at klageren har oplyst, at han har søgt arbejde i Tyskland, kan heller ikke tillægges betydning, da der ikke foreligger oplysninger om, at han har søgt eller opnået opholdstilladelse i Tyskland, eller at han har opholdt sig i Tyskland i længere perioder. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af 26. oktober 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2019/144/LBV
