Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2010. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og oprindelig shia-muslim fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han i Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. I et tilfælde, hvor ansøgerens asylmotiv er frygt som følge af en konversion, der har fundet sted efter udrejsen fra hjemlandet, er der anledning til at foretage en kritisk og indgående bedømmelse af troværdigheden af ansøgerens forklaring herom, herunder om tidspunktet for konversionen, baggrunden for konversionen og om følgerne af konversionen. Dette gælder så meget desto mere, når den påberåbte konversion finder sted efter det tidspunkt, hvor ansøgeren, som det er tilfældet i denne sag, har modtaget endeligt afslag på asyl under henvisning til et andet asylmotiv. Der kan endvidere henvises til pkt. 34 i UNHCR’s guidelines on International Protection: Religion Based Refugee Claims under article 1A(2) of the 1951 Convention and/or the 1967 Protocol relating to the Status of Refugees (no. 6), 28. april 2004. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion fra islam til kristendommen er reel. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en veluddannet ung mand med en gymnasial uddannelse, for Flygtningenævnet har afgivet en forklaring om sine bevæggrunde for konversionen, der ikke synes at fremstå med baggrund i en indre afklaringsproces, men støttet på tillærte, usikre og overordnede betragtninger. Nævnet må endvidere anse det for påfaldende, at ansøgeren først påberåbte sig konversionen som asylgrundlag [i efteråret] 2017, når det tages i betragtning, at han begyndte at gå i kirke allerede i 2014 og efter sin forklaring følte sig som kristen fra [sommeren] 2015. Det er herunder indgået i vurderingen, at ansøgeren heller ikke i forbindelse med politiets rapport af [efteråret] 2017 om medvirken til udrejse henviste til sit trosforhold. Ansøgeren kan ikke have været ubekendt med, at dette kunne være et væsentligt nyt asylmotiv, idet hans mor [vinteren] 2016 søgte om genoptagelse på grund af sin konversion, og idet ansøgerens bror til Udlændingestyrelsen har oplyst, at han allerede inden afrejsen fra Iran var klar over konsekvenserne ved en konversion. Over for disse forhold kan det ikke føre til en anden vurdering af sagen, at ansøgeren har udført kirkelige og kristne aktiviteter i Danmark, herunder deltaget i dåbsforberedelse sammen med sin mor og sin bror, og har fremlagt en dåbsattest af [foråret] 2017 og udtalelser af [efteråret] 2017 og [efteråret] 2019 fra […] samt udtalelse af [efteråret] 2019 fra […] og udtalelse af [efteråret] 2019 fra […]. Nævnet har herved lagt vægt på karakteren af de nævnte dokumenter og de omstændigheder og de sammenhænge, hvori dokumenterne er udarbejdet. Nævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren gennem de nævnte aktiviteter i Danmark har eksponeret sig selv på en sådan måde i forhold til de iranske myndigheder, at dette i sig selv kan danne grundlag for et behov for beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet skal i den forbindelse henvise til de baggrundsoplysninger, der er nævnt i Udlændingestyrelsens afgørelse af [vinteren] 2019. Henset til de foreliggende oplysninger om reaktionen fra hans familiemedlemmer bosiddende i Iran er der heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle komme til at stå i et modsætningsforhold til disse eller andre personer i Iran. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/138/KAA
