iran2019135

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2011. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ikke-troende fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i den oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive anholdt og slået ihjel af myndighederne, idet hun er beskyldt for at have medvirket til, at hendes nevø [B] indledte et forhold til en gift kvinde ved navn [A]. Hun frygter endvidere repressalier fra [A]’s ægtefælle. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes nevø i [sommeren] 2011 mødte en kvinde ved navn [A], som han indledte et forhold til. De mødtes flere gange, blandt andet i offentlige parker, ledsaget af klageren for ikke at vække myndighedernes mistanke. [B] fandt [A] meget hemmelighedsfuld, hvorfor han en dag fulgte efter hende hjem og så, hvor hun boede. Da [B] på et tidspunkt ikke havde hørt fra [A] i nogle dage, opsøgte han hende på hendes bopæl, hvor han talte med en ældre kvinde, som viste sig at være [A]’s svigermor. Nogle dage herefter i [sommeren] 2011 blev klageren opsøgt af myndighederne på sin bopæl og anklaget for at stå bag [B] og [A]’s forhold. Hun blev anholdt og tilbageholdt på en politistation i tre dage, hvor hun blev udsat for fysiske overgreb. Klageren blev herefter fremstillet for en dommer og løsladt mod kaution og med vilkår om, at hun ikke måtte forlade Teheran, hvorefter hun i [efteråret] 2011 udrejste af Iran sammen med [B]. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt at kunne afvise klagerens asylmotiv. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr.1. Flygtningenævnet er enig i Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet finder således, ligesom Udlændingestyrelsen, efter en samlet vurdering af oplysningerne i klagerens sag, at der er grundlag for at inddrage klagerens opholdstilladelse med den begrundelse, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet klageren og [B] har forklaret divergerende omkring en central del af asylmotivet, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret til lejligheden. Klageren og [B] har forklaret forskelligt om, hvor hun og [B] og [A] mødtes. Til samtalen med Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2018 har klageren forklaret, at hun, [B] og [A] gik i Nilofar-parken de gange, hun ledsagede dem. Til [B]’s samtale med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2018 har [B] forklaret, at hun, [B] og [A] gik i Miad-parken de gange, hun ledsagede dem. Endvidere bemærkes, at det forekommer bemærkelsesværdigt, at klageren ikke har kendskab til detaljerne i hendes angivelige sag ved de iranske myndigheder, herunder om der skulle være rejst sigtelse mod hende, og om der skulle være afsagt dom, henset til at sagen var medvirkende til, at klageren udrejste af Iran. Endvidere forekommer det bemærkelsesværdigt, at klageren i [foråret] 2017 udrejste af Danmark og indrejste lovligt i Iran med sit pas henset til hendes frygt for de iranske myndigheder, herunder den verserende retssag, hvor der var stillet kaution, og hvor der var sat som betingelse, at hun ikke måtte forlade Teheran, og i hvilken forbindelse hun frygtede henrettelse, og henset til hendes frygt for [A]’s ægtefælle. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at hun, efter at hun i [efteråret] 2017 angiveligt var opsøgt af to personer på motorcykel, der angiveligt havde fremsat trusler mod hende på grund af den tidligere sag med [B], efter 20 dage, hvor hun opholdt sig hos en veninde, derefter opholdt sig hos sin bror, der boede i udkanten af Teheran, og at hun først søgte om tilbagerejsetilladelse til Danmark [i slutningen af] 2017. Endvidere bemærkes, at klageren har forklaret, at hun efter ovenfor nævnte episode i [efteråret] 2017 og frem til sin udrejse i [efteråret] 2108 ikke har oplevet problemer på grund af [B]’s sag. Det forekommer endvidere bemærkelsesværdigt, at klageren til trods for hendes frygt for de iranske myndigheder i forbindelse med den verserende retssag, i hvilken forbindelse hun frygtede henrettelse, udrejste lovligt med sit pas af Iran i [efteråret] 2018. Flygtningenævnet vurderer på baggrund af det ovenfor nævnte, og på baggrund af, at det er Flygtningenævnets vurdering, at [B] har opnået opholdstilladelse i Danmark ved svig, at klageren har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at den bevidste svig har haft en direkte betydning for, at klageren har opnået opholdstilladelse i Danmark. Det forhold at der er gået ca. 6 år mellem samtalen [i foråret] 2012 og samtalen [i efteråret] 2018 kan ikke føre til en ændret vurdering, da klageren har forklaret forskelligt om en central del af sit asylmotiv. Betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse i Danmark med henvisning til, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig, er opfyldt, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Klageren indrejste første gang [i efteråret] 2011. Klageren har deltaget i 3 undervisningsmoduler i dansk. Klageren har været i praktik i en slikfabrik i 3-4 uger i 2018. Klageren har en farmor og dennes bror i Danmark. Klageren har boet i Iran til hun var 33 år. Klageren taler farsi. Hun har søskende i Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens personlige forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke vil være særlig belastende for hende, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. 19, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. I vurderingen er indgået, at klageren har opnået opholdstilladelsen ved svig. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling, jf. udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet vurderer, at klageren ved en hjemsendelse til Iran ikke risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1, nævnte grunde, eller hvor klageren ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land, jf. udlændingelovens § 31, stk. 2. Flygtningenævnet vurderer, at der ikke er risiko for, at klageren vil blive udsat for forfølgelse i Iran, eller at der er andre grunde til, at udsendelse af klageren ikke kan ske i henhold til udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/135/CERA