Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er shia-muslimer fra Teheran, Iran. Den mandlige ansøger er etnisk azari, mens den kvindelige ansøger er etnisk perser. Den mandlige ansøger har oplyst, at han har deltaget i demonstrationer og politiske møder arrangeret af Den Grønne Bevægelse (DGB), mens den kvindelige ansøger ikke har været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af Basij, fordi han har deltaget i politiske demonstrationer. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter repressalier fra Revolutionsgarden, fordi han tidligere var ansat i et firma ved navn [A], der er ejet af Revolutionsgarden. Til støtte for sit asylmotiv har den mandlige ansøger oplyst, at han i 2009 deltog i to møder i DGB før valget og et møde efter. Han var utilfreds med valgresultatet i Iran i 2009, og derfor deltog han i syv demonstrationer i løbet af to uger. Demonstrationerne var arrangeret af DGB. Ansøgeren har oplyst, at han råbte slagord under demonstrationerne, men i øvrigt holdt sig i baggrunden og ikke blev anholdt eller involveret i direkte sammenstød med myndighederne. I december 2009 blev ansøgerens bopæl opsøgt af to civilklædte personer fra Basij. De bragte ansøgeren til et ukendt sted, hvor han blev tilbageholdt 5-6 dage. Ansøgeren blev afhørt og beskyldt for at have tilknytning til DGB og have deltaget i demonstrationer og bevægelsens møder samt udsat for grove fysiske overgreb. Ansøgeren har forklaret, at han fra 2009 til 2015 blev tilbageholdt af Basij i alt ni gange med uregelmæssige mellemrum. Under tilbageholdelserne blev han afhørt og udsat for fysiske overgreb. I denne periode undersøgte ansøgeren og hans familie mulighederne for opholdstilladelse i Canada og Danmark. Ansøgeren har oplyst, at en af hans kollegaer foreslog ham, at han kunne flygte fra Iran, men ansøgeren kendte ikke til begrebet asyl, og han ønskede ikke at forlade Iran illegalt. [Primo] 2015 udrejste ansøgerne legalt af Iran, idet de havde fået opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1. Ansøgeren har oplyst, at familien vendte tilbage til Teheran i 2016, fordi deres søn skulle om-skæres. Familien tog ophold i den samme bolig, som de boede i inden udrejsen. Ansøgeren har forklaret, at han i den forbindelse igen blev opsøgt og tilbageholdt af Basij. Da ansøgeren blev løsladt, rejste familien tilbage til Danmark. Da ansøgernes opholdsgrundlag efter henholdsvis § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1, ikke længere var til stede, indgav de ansøgning om asyl [i sommeren] 2017. Samme dag modtog den mandlige ansøger tre e-mails med trusler fra Basij. Inden da var han telefonisk blevet truet på livet af sin tidligere arbejdsgiver. Herudover har ansøgeren forklaret, at han i 2013 fik problemer med Revolutionsgarden, fordi han var tilknyttet DGB, og hans arbejdsplads var ejet af Revolutionsgarden. Ansøgeren var ansat i et firma ved navn [A]. På et tidspunkt opdagede ansøgerens chef [B] at ansøgeren havde deltaget i demonstrationer arrangeret af DGB. Herefter fortalte [B] ansøgeren, at firmaet var ejet af Revolutionsgarden. Ansøgerens arbejdsopgaver blev gradvist udfasede, og til sidst blev han afskediget. Den mandlige ansøger har efter ankomsten til Danmark skrevet regimekritiske opslag på Facebook, som han selv havde forfattet og delt andres opslag, ligesom han har skrevet artikler, der er offentliggjort på Komolahs hjemmeside. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af myndighederne, fordi hendes ægtefælle har været politisk aktiv. Til støtte for sit asylmotiv har den kvindelige ansøger oplyst, at hendes ægtefælle deltog i syv demonstrationer efter præsidentvalget i 2009, hvor Ahmadinejad kom til mag-ten. Demonstrationerne blev arrangeret af Den Grønne Bevægelse (DGB). Ægtefællen deltog i demonstrationerne, fordi han mente, at hans stemme på Mousavi til præsidentvalget var blevet stjålet af den politiske modstander, Ahmadinejad. Ansøgeren har oplyst, at ægtefællen blev tilbageholdt, udsat for grove psykiske og fysiske overgreb samt truet på livet, fordi han havde deltaget i demonstrationerne. Første gang ægtefællen blev anholdt, var han tilbageholdt i fem dage. Ansøgeren forsøgte at kontakte politiet og andre myndigheder, men ingen kunne fortælle hende, hvor ægtefællen befandt sig. Ansøgeren har videre oplyst, at ægtefællen fra 2009 til 2016 blev anholdt i alt ti gange, og at ansøgerne rejste til Danmark, hvor de i 2015 havde fået opholdstilladelse efter henholdsvis udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, og § 9 m, stk. 1. Den kvindelige ansøger har forklaret, at familien vendte tilbage til Iran på ferie i [sommeren] 2016, fordi deres søn skulle omskæres. Under opholdet i Iran blev ægtefællen på ny opsøgt af efterretningstjenesten, der tilbageholdt ham i 5-6 dage. Herefter rejste ansøgerne tilbage til Danmark. Flygtningenævnets flertal kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiv til grund, idet forklaringerne på en lang række væsentlige punkter har været utroværdige og usandsynlige, hvorfor de i det hele forekommer konstruerede til lejligheden. Efter den mandlige ansøgers forklaring lægger nævnet til grund, at han efter præsidentvalget i 2009 som en ud af op til flere millioner personer deltog i 7 demonstrationer, i hvilken forbindelse han råbte slagord og i øvrigt sørgede for at hol-de sig i baggrunden og at forlade stedet, når myndighederne skred ind overfor demonstranterne. Nævnet lægger videre efter den mandlige ansøgers forklaring til grund, at han ikke bortset fra demonstrationerne og deltagelse i tre møder i Den Grønne Bevægelse, har været politisk aktiv, og at han ikke deltog i planlægningen af demonstrationerne, ligesom han hverken blev anholdt eller kontaktet af myndighedspersoner umiddelbart i forbindelse hermed. Et flertal af nævnets medlemmer finder det under disse omstændigheder mindre sandsynligt, at myndighederne 9 gange i tidsrummet fra [ultimo] 2009 og frem til [primo] 2015 skulle have anholdt og tilbageholdt den mandlige ansøger i 4-5 dage ad gangen og beskyldt ham for at have deltaget i demonstrationerne uden at have beviser herfor, ligesom de hver gang løslod ham betingelsesløst. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgerne, der begge er veluddannede personer, ikke kendte til begrebet asyl, og at de i stedet for at flygte illegalt, afventede i knap 4 år på at søge arbejdstilladelse i Danmark, før de udrejste fra Iran [primo] 2015. Det bemærkes i den forbindelse videre, at det ikke er troværdigt, at ansøgerne fik udstedt pas og kunne udrejse legalt af lufthavnen i Teheran set i lyset af, at den mandlige ansøger skulle have været i myndighedernes søgelys som regime-modstander med kontakter til Den Grønne Bevægelse udenfor Iran. Den mandlige ansøger har forklaret, at hans arbejde i tiden efter demonstrationerne indebar adskillige udenlandsrejser, ligesom han og den kvindelige ansøger og deres søn i 2014 var på ferie i Tyrkiet, uden at de i den forbindelse søgte asyl. Videre bemærkes, at ansøgerne i sommeren 2016 – efter at de var kommet til Danmark på green card ordningen – valgte at rejse tilbage til Iran og tage ophold blandt andet i deres gamle lejlighed for at få deres yngste barn omskåret, hvilket heller ikke er troværdig set i lyset af forklaringerne om, at den mandlige ansøger var forfulgt af myndighederne. Nævnets flertal har videre lagt vægt på, at ansøgerne, der var i stand til at undersøge reglerne om green card og ansøge om opholdstilladelse efter denne ordning, ikke straks efter ankomsten til Danmark valgte at søge asyl, ligesom de undlod at søge asyl, da de kom tilbage fra Iran i [sommeren] 2016, også selvom den mandlige ansøger under opholdet i Iran var blevet anholdt 10. gang og udsat for tortur. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgerne var bekendt med, at deres opholdstilladelse efter green card ordningen var tidsbegrænset, ligesom det trods mange jobansøgninger ikke var lykkedes for dem at finde fast arbejde i Danmark. Om den del af asylmotivet, der vedrører den mandlige ansøgers konflikt med Sepah, skal nævnets flertal bemærke, at han ikke har omtalt denne konflikt i hverken sit asylskema eller i oplysning- og motivsamtalen. Det er ikke troværdigt, at Sepah accepterede, at den mandlige ansøger var ansat i virksomheden [A], set i lyset af forklaringen om, at det var Sepah, der var reelt ejer af denne virksomhed, og at ansøgeren af myndighederne i Iran skulle have været under mistanke for at samarbejde med Den Grønne Bevægelse. Det er af de samme grunde usandsynligt at virksomhedens leder skulle have fortalt den mandlige ansøger, hvem der var virksomhedens reelle ejer. Endelig er det mindre troværdigt, at den mandlige ansøger, efter at virksomhedens leder havde truet ham på livet, valgte at forblive ansat i godt et år, indtil han blev fyret, ligesom det er usandsynligt, at virksomheden lod ham forblive ansat, også efter at chefen var blevet orienteret af Basij om den mandlige ansøgers tilknytning til Den Grønne Bevægelse. Om den mandlige ansøgers aktiviteter på Face-book skal nævnets flertal bemærke, at det som anført ikke kan lægges til grund, at han var i de iranske myndigheders søgelys, da han udrejste af Iran i 2015. Ifølge ansøgerens egen forklaring har han haft en Facebook profil siden 2006 og begyndte allerede i 2015, kort efter indrejsen i Danmark, at skrive sine egne regimekritiske opslag og dele andres opslag på sin profil. På trods af dette ind- og udrejse begge ansøgerne legalt til Iran i 2016, uden at disse aktiviteter gav dem problemer med de iranske myndigheder i forbindelse hermed, hvilket understøtter, at den mand-lige ansøger ikke var i myndighedernes søgelys, og at han kan betragtes som uprofileret. Selvom den mandlige ansøger angiveligt efter tilbagekomsten til Danmark har fået offentliggjort artikler på Komolahs hjemmeside, er det ikke under disse omstændigheder sandsynliggjort, at han her-ved har bragt sig i de iranske myndigheders søgelys. Den omstændighed, at den mandlige ansøger til en journalist fra Voice of America måtte have videregivet en liste med navne på virksomheder, der har samarbejdet uden om restriktionerne mod Iran med [A], er som nævnet må forstå den mandlige ansøgers forklaring, ikke blevet offentliggjort, hvorfor det heller ikke er sandsynliggjort, at han herved er kommet i de iranske myndigheders søgelys. Da den kvindelige ansøger ikke har et selvstændigt asylmotiv, finder flertallet det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgerne har været forfulgt ved udrejsen, eller at de ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” iran/2019/124/thv
