iran2019122

Nævnet meddelte i september 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst 2015.Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra al-Tash lejren, Ramadi, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer før indrejsen i Danmark. Ansøgeren har uddelt aviser for KDPI i Irak og har siden 2017 været medlem af og støttet KDPI i Danmark. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, han ved en tilbagevenden til Iran frygter, at han vil blive forfulgt af de iranske myndigheder som følge af hans morbror, [A], og sin fars politiske aktiviteter. Ansøgeren frygter videre, at han vil blive tvunget til at aftjene militærtjeneste, hvilket han ikke ønsker. Afslutningsvis har ansøgeren henvist til, at han frygter, at han vil blive fængslet af de iranske myndigheder, fordi han ikke har nogen iranske identitetsdokumenter. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han som 15-årig fik at vide, at hans morbror var politisk aktiv for KDPI. Når ansøgeren talte med morbroren, talte de om politik. De talte om morbrorens politiske aktiviteter, og ansøgeren spurgte ind til de møder, som morbroren afholdt i [B]. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han er født af iranske forældre af kurdisk afstamning i al-Tash-lejren, og at han aldrig har været i Iran, ligesom han ikke har iranske identitetspapirer eller taler Farsi. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren i et begrænset omfang har udført aktiviteter i form af omdeling af løbesedler/aviser og opstilling af borde for KDPI, men nævnet finder, at det er usandsynligt, at ansøgeren som følge af disse aktiviteter eller af sine begrænsede aktiviteter for KDPI i Danmark er blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder. Ansøgerens morbror, [A], har [i en nærmere angiven dato i efteråret] 2016 i forbindelse med sin asylsag i Norge afgivet en detaljeret forklaring om sine aktiviteter som peshmerga for KDPI, og sine øvrige politiske aktiviteter for KDPI frem til sin udrejse af Irak. Aktiviteterne omfatter blandt andet radio- og tv-interview, og Flygtningenævnet lægger til grund, at morbroren, som frem til sin udrejse boede i samme landsby som ansøgeren, må anses for at være stærk profileret i forhold til de iranske myndigheder. Flygtningenævnet lægger videre efter oplysningerne i referatet af ansøgerens advokats samtale med ansøgerens far og efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgerens far har været medlem af KDPI siden 1980, og at han i en periode frem til 1983 var peshmerga for partiet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering og under hensyn til baggrundsoplysningerne, at det det må antages, at ansøgeren ved en indrejse til Iran vil blive identificeret som tilhørende en politisk aktiv familie, og at han som følge heraf risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Den omstændighed, at ansøgeren ikke i sine første samtale med Udlændinge¬styrelsen har forklaret som sin frygt for forfølgelse af de iranske myndigheder som følge af morbrorens og farens politiske aktiviteter for KDPI, kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren ikke havde detaljeret kendskab til disses aktiviteter, da han indrejste i Danmark. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlæn¬dingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/122/SME