Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og muslim fra Teheran, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin stedfar. Klageren har videre henvist til, at hun frygter at blive bortvist fra universitet af Herasat og tilbageholdt af Ershad. Klageren har til støtte herfor oplyst, at da klageren blev omkring 15 år begyndte hendes stedfar at ændre adfærd overfor hende ved f.eks. at kramme hende på upassende vis. Da hun var omkring 17 år udsatte han hende for første gang for et seksuelt overgreb. Han truede hende på livet, hvis hun fortalte om overgrebet til nogen. Klagerens stedfar udsatte hende de følgende et til to år for tre til fire seksuelle overgreb, indtil han en dag forsøgte at voldtage hende. Det lykkedes klageren at slippe væk, og hun låste sig inde på sin mors og stedfars soveværelse. På klagerens mors sengebord fandt hun et pilleglas, der indeholdt beroligende medicin. Klageren tog flere piller og blev herefter bevidstløs. Klageren vågnede op på hospitalet. Klagerens veninde besøgte klageren på hospitalet sammen med sin far, som foreslog klageren, at hun skulle udrejse af Iran. Klageren var indlagt på hospitalet i fire til fem dage. Få dage efter klageren blev udskrevet, truede klagerens stedfar hende med, at han ville slå hende ihjel, hvis hun fortalte nogen, hvad der var sket. Klagerens stedfar smed hende også mod væggen og tog kvælertag på hende. I perioden mellem klagerens udskrivelse og hendes udrejse, overhørte klageren desuden sin stedfar tale i telefon med en samarbejdspartner. Klagerens stedfar sagde til sin samarbejdspartner, at han vedrørende den gæld, som han skyldte ham, kunne give ham noget, som han kunne hygge sig med resten af livet. Klageren var overbevist om, at dette var en hentydning til, at hendes stedfar ville forære hende til samarbejdspartneren. Klageren udrejste legalt af Iran med fly til Tyrkiet i [efteråret] 2013. Til støtte for konflikten med Herasat og Ershad har klageren oplyst, at den opstod på grund af upassende opførsel og påklædning. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af året] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet klagerens forklaring om sit asylmotiv blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen fandt, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ville befinde sig i en konkret og individuel risiko for forfølgelse af sin stedfar. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at klagerens konflikt med henholdsvis Herasat og Ershad var af en sådan intensitet, at klageren var i en konkret og overhængende fare for myndighedsforfølgelse. Udlændingestyrelsen nægtede [i foråret 2019] at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Det fremgår af den vielsesattest, som ansøgerens mor har fremlagt i forbindelse med sin visumansøgning, at hun indgik et tidsbegrænset ægteskab [i slutningen af 2014]. Det fremgår videre af samme attest, at moren og klagers stedfar allerede på det tidspunkt havde fælles adresse. Sammenholdt med, at klageren under samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret 2013] har forklaret, at hendes mor og stedfar havde indgået et midlertidigt ægteskab, og at dette ikke blev indskrevet i morens fødselsattest, og den nu fremlagte kopi af en vielsesattest, hvoraf det fremgår, at klagerens mor og stedfar blev midlertidig gift fra [foråret 2004] til [foråret 2014] og således ikke var gift på tidspunktet for det seneste ægteskab, finder Flygtningenævnet ikke, at Udlændingestyrelsen har godtgjort, at klagerens forklaring om ægteskabet mellem hendes mor og stedfar kan tilsidesættes som usand. Det bemærkes i den forbindelse, at klagerens forklaring om sin mors indgåelse af midlertidig ægteskab stemmer overens med de for nævnet foreliggende baggrundsoplysninger. Klagerens forklaring for Flygtningenævnet har endvidere fremstået troværdig og selvoplevet, og der findes ikke at være sådanne klare divergenser i klagerens forklaringer til Udlændingestyrelsen om tidspunkterne for de seksuelle overgreb, at hendes forklaring om asylmotivet af denne grund skal tilsidesættes. Da Udlændingestyrelsen således ikke har godtgjort, at klageren har opnået sin opholdstilladelse ved svig, ændrer Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 3. maj 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” iran/2019/116/smla
