Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1996. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og shia muslim af trosretning fra Najaf, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren [i efteråret] 1996 blev meddelt opholdstilladelse efter § 8, jf. § 7, stk. 1, og at han første gang indrejste i Danmark [i efteråret] 1996. Det fremgår af sagen, at klageren [i sommeren] 2017 blev antruffet af Københavns Politi i Københavns Lufthavn, hvor han var indrejst fra Bagdad, Irak. Til Københavns Politi fremviste klageren sit danske opholdskort og sit konventionspas, der var gældende fra [foråret] 2010 til [foråret] 2020. Konventionspasset indeholdt to udrejsestempler fra Aalborg Lufthavn af henholdsvis [foråret] 2015 og [foråret] 2016. Passet indeholdt ikke yderligere stempler. [i efteråret] 2017 blev klageren af Udlændingestyrelsen orienteret om, at Styrelsen var blevet opmærksom på, at klageren havde været udrejst af Danmark i mere end 12 sammenhængende måneder i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017. Klageren blev samtidig anmodet om at indsende kopi af alle sider i sit pas samt dokumentation for, hvor han havde opholdt sig i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017. Klageren besvarede ikke Udlændingestyrelsens brev, og der blev derfor sendt en rykker [i foråret] 2018, som heller ikke blev besvaret. Klageren blev indkaldt til samtale i Udlændingestyrelsen [tre gange i efteråret] 2018, men mødte ikke op. [I efteråret] 2018 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 8, jf. § 7, stk. 1 skal anses for bortfaldet i henhold til udlændingelovens § 17, stk. 1 og stk. 4, og § 17 a, stk. 1, idet klageren havde opholdt sig i Irak i mere end 12 på hinanden følgende måneder. [I efteråret] 2018 har Udlændingestyrelsen som følge af, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, inddraget klagerens konventionspas, idet han ikke længere opfylder betingelserne i udlændingebekendtgørelsen for besiddelse heraf. Klageren har for nævnet oplyst, at han ikke har opholdt sig uden for Danmark i 12 på hinanden følgende måneder, idet han rejste fra Irak til Danmark [i foråret] 2016 og opholdt sig i Danmark indtil [begyndelsen af] 2017, hvor han igen tog til Irak via lufthavnen i Frankfurt. Denne gang opholdt han sig hos sin datter i Irak indtil [sommeren] 2017, hvor han blev antruffet ved indrejsen til Danmark af Københavns Politi. Der er ikke et indrejsestempel i klagerens pas, der understøtter hans forklaring om, at han har været indrejst i Danmark [i foråret] 2016 og udrejst igen [i begyndelsen af] 2017. Klageren har ikke fremlagt dokumentation for, at han har befundet sig i Danmark i perioden fra den [foråret] 2016 til [begyndelsen af] 2017. Han har for nævnet forklaret, at han har været til lægelige kontroller og løbende behandlinger i perioden, men det fremgår af den fremlagte lægejournal, at han i perioden fra [begyndelsen af] 2016 til [sommeren] 2017 ikke har konsulteret sin egen læge. På baggrund af ovenstående finder Flygtningenævnet, at det er dokumenteret, at klageren har opholdt sig uden for Danmark i perioden fra [foråret] 2016 til [sommeren] 2017 og således mere end 12 på hinanden følgende måneder. Det bemærkes, at den fremlagte udskrift vedrørende en flyrejse fra Frankfurt til Irak [i begyndelsen af] 2017 ikke kan føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgik af klagerens pas, at han skulle have været udrejst fra Frankfurt denne dato. Klageren indrejste fra Irak [i sommeren] 2017 og har ikke oplyst, at han har haft ophold i andre lande. Flygtningenævnet lægger på den baggrund til grund, at klageren frivilligt har haft ophold i Irak i hele perioden og derfor må anses for at have taget bopæl i landet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse endvidere, at det er oplyst, at tre af klagerens voksne børn er udrejst til Irak, og at det af klagerens lægejournal fremgår, at klageren i [efteråret] 2017 har oplyst til lægen, at han snart skulle rejse til Irak, at han [i foråret] 2018 er udeblevet fra en ambulant kontrol uden afbud, og at lægen [i efteråret] 2018 har anført, at klageren udeblev fra kontrol, fordi han var i Irak og nu igen gerne ville genoptage sit ambulante forløb. Flygtningenævnet tiltræder på den anførte baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, jf. Udlændingelovens § 17, stk. 1 og 4, og at Udlændingelovens § 17 a, stk. 1, ikke kan føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke er bortfaldet. Flygtningenævnet tiltræder endvidere af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført, at der ikke er grundlag for dispensation efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Flygtningenævnet finder ikke, at omstændigheder, som nævnt i udlændingelovens § 31, er til hinder for, at klageren kan udsendes til Irak. Nævnet kan således ikke lægge klagerens forklaring om, at han i Irak er blevet opsøgt af to maskerede mænd, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at klagerens forklaring herom har fremstået overfladisk, udetaljeret og ikke selvoplevet, ligesom han efter sin egen forklaring først udrejste ca. en uge efter, at han var blevet opsøgt på sin bopæl. Idet klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, tiltræder Flygtningenævnet endvidere, at klageren ikke længere opfylder betingelserne for at have et konventionspas. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelser.” irak/2019/99/ajev
