Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark i 1984. I 1985 meddelte Direktoratet for Udlændinge klageren opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2. I 2013 blev klageren af byretten idømt 7 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. 247, stk. 1, § 264, stk. 1, nr. 1, § 266 og § 291, stk. 2, samt bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2. Klageren blev endvidere betinget udvist af Danmark. Landsretten stadfæstede i 2014 byrettens dom. I 2017 blev klageren af byretten idømt 2 år og 2 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, del § 21, § 121, samt § 181, stk. 1 og § 291, stk. 2. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. I 2018 blev klageren af byretten idømt 4 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, jf. straffelovens § 81, nr. 12. Klageren blev endvidere udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren har haft opholdstilladelse efter dagældende udlændingelovs § 7, stk. 1, nr. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren har oplyst, at han er etnisk araber og muslim. Han er født i Irak og er irakisk statsborger, men er opvokset i Kuwait. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Irak, idet han har boet det meste af sit liv i Danmark og har herboende børn. Dertil kommer, at klageren som barn flyttede med sin familie til Kuwait, hvor han er opvokset. Klageren har således ingen tilknytning til Irak og vil ikke være i stand til at forsørge sig selv. Klageren har endelig henvist til den generelle sikkerhedssituation i Irak, og at han har unddraget sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke er omfattet af udlændingelovens § 7, og at der ikke er grund til at antage, at klageren ved en udsendelse til Irak vil være i en reel risiko for dødsstraf eller blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren under asylsagsbehandlingen i midten af 1980`erne oprindeligt har forklaret blandt andet, at han var opvokset i Irak, og at han udrejste af Irak i 1981, fordi han modtog en indkaldelse til militæret. Klageren har derimod under § 31-samtalen [i starten af] 2019 med Udlændingestyrelsen og overfor nævnet forklaret, at hans oprindelige forklaring om asylmotivet er usand, og at han således har afgivet urigtige oplysninger om asylmotivet. Klageren har nu forklaret, at han som barn sammen med sin familie flyttede til Kuwait, hvor han er opvokset og har gået i skole. Han rejste fra Kuwait, fordi han havde hørt, at de irakiske myndigheder tilbagekaldte irakiske statsborgere, der opholdt sig i golfstaterne, for at de skulle aftjene værnepligt. Klageren har endvidere forklaret, at han ønsker at bevare kontakten til sine to døtre, der er henholdsvis 23 og 29 år, og som bor i Danmark. Han har boet i Danmark i cirka 35 år, og han har intet netværk eller familie i Irak, som er et fremmed land for ham. Han vil ikke kunne klare sig i Irak på grund af sine dårlige helbredsmæssige forhold og manglende evne til at arbejde. Flygtningenævnet finder, at den forklaring, som klageren nu har afgivet om sine forhold, må lægges til grund, og nævnet finder, at der ikke er tale om sådanne asylbegrundende forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke har nogen konflikter med de irakiske myndigheder, organisationer, grupperinger eller privatpersoner i Irak, og at de øvrige forhold af helbredsmæssig karakter og hans forhold til døtrene, som han har telefonisk kontakt til, ikke er forhold, der kan føre til et andet resultat. Klagerens oplysning om, at han ikke har aftjent værnepligt, kan ikke antages at medføre problemer for klageren af en sådan karakter, at de i dag kan anses for asylbegrundende. Den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak findes i øvrigt ikke at være af en sådan karakter, at klageren risikerer overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2 ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/92/JEA
