Nævnet stadfæstede og hjemviste i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Irak. Indrejst i 2000. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra Ranyia, Irak. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2000, og at hun [i begyndelsen af] 2002 blev meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i efteråret] 2012 udrejste til Irak, idet hun led af PTSD og havde det psykisk dårligt. Klageren savnede sin familie i Irak og ville undersøge, om hun kunne få det psykisk bedre ved at bo hos sin familie i Irak. [I begyndelsen af] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 4, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Flygtningenævnet kan i det væsentligste lægge klagerens forklaring til grund. Der er enighed om, at klageren opgav sin bopæl, da de rejste til Irak, at de har været udrejst i mere end 12 måneder, og at de frivilligt har taget bopæl i hjemlandet. Betingelserne i § 17, stk. 1 og stk. 4, er derfor opfyldt. Der er ligeledes enighed om, at familien efter en udrejse i 2004 har anvendt muligheden i § 17 a, hvorfor muligheden, jf. stk. 6, er udtømt. Spørgsmålet er derfor om klageren har en sådan særlig tilknytning til Danmark, at der skal dispenseres i medfør af § 17, stk. 3. Flygtningenævnet lægger vægt på, at klageren indrejste til Danmark som voksen, at hun boede i Irak i mere end 5 år, at hun forud for udrejse havde søgt om dispensation for bortfald, og at hun i forbindelse med en tidligere udrejse i 2004 var bekendt med at længerevarende ophold i hjemlandet kunne medføre bortfald. Der har ikke været nogen hindringer for, at hun kunne rejse tilbage til Danmark tidligere, i det hun var i besiddelse af gyldigt pas og opholdstilladelse, og da hun selv har oplyst, at hun under sit ophold i Irak har været i både Norge og Sverige og kortvarigt i Danmark. Nævnet finder at familien har valgt, at deres familieliv skulle udleves adskilt. Nævnet finder derfor ikke, at betingelserne for at undlade bortfald af opholdstilladelsen er opfyldt for [klageren]. For så vidt angår [det medfølgende mindreårige barn] lægger nævnet til grund, at hun udrejste af Danmark som 10-årig som følge af forældremyndighedsindehavernes beslutning, og at hun har opholdt sig i Irak i mere end 5 år. Nævnet lægger som ovenfor anført endvidere til grund, at familien har valgt, at deres familieliv skulle udleves adskilt. Selvom [det mindreårige barn] er født i Danmark og har haft en almindelig dansk opvækst indtil 10 års alderen, finder nævnet ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for, at undlade bortfald af opholdstilladelsen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. [Klagerens voksne søn] har i advokatindlægget oplyst, at han har pådraget sig problemer i Irak, som følge af et forhold til en gift kvinde. [Klageren] har gjort gældende, at denne konflikt ligeledes kan medføre problemer for hende og [det medfølgende mindreårige barn]. Disse forhold er ikke undersøgt af Udlændingestyrelsen. Nævnet besluttede derfor at hjemvise sagerne med henblik på, at dette undersøges.” Irak/2019/91/EMU
