bang20195

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bangladesh. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk bengali og sunni-muslim fra […] Bangladesh. Siden 2000 har ansøgeren været medlem af Shatro Doll, der er en ungdomsorganisation under Bangladeshs Nationalistparti (BNP). Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Bangladesh frygter at blive slået ihjel af Awami League (AL), Shatro Lige eller Rapid Action Battalion (RAB), fordi han er medlem af BNP’s ungdomsorganisation, Shatro Doll. Ansøgeren har også henvist til, at han lider af hepatitis B, og at han ikke har råd til at betale for behandlingen herfor. Flygtningenævnet kan ikke afvise ansøgerens forklaring om, at han har været medlem af studenterorganisationen for Bangladesh Nationalist Party (BNP), men nævnet kan ikke i øvrigt lægge ansøgerens forklaring om hans konflikt i hjemlandet til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren, der har oplyst at have 12 års skolegang, har afgivet forskellige forklaringer om sit asylmotiv på væsentlige punkter. Ansøgeren har således til de græske myndigheder [i vinteren] 2008 oplyst, at han [i sommeren] 2007 udrejste fra Bangladesh gennem Tyrkiet og ind i Grækenland [i efteråret] 2007 via Evrosfloden. Han har endvidere oplyst, at han udrejste for at finde arbejde, og at der ikke var andre grunde, der tvang ham til forlade hjemlandet udover, at han havde problemer med ytringsfriheden. Ansøgeren har heroverfor til de danske myndigheder i asylansøgningsskemaet [i sommeren] 2017 oplyst, at han udrejste [i sommeren] 2008. Han har under samtaler hos Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 og [i efteråret] 2018 hos Udlændingestyrelsen oplyst, at han udrejste [i sommeren] 2007 som følge af, at havde været medlem af en lokal studenterorganisation under Bangladesh Nationalist Party […]. Han frygtede at blive forfulgt af personer fra RAB (Rapid Action Batallion), som er tilknyttet partiet Awami League, der forfølger tilhængere af Bangladesh Nationalist Party. Personer fra RAB havde i [sommeren] 2007 dræbt formanden for den lokale studenterorganisation, og ansøgeren havde været meget sammen med denne og blandt andet fungeret som hans livvagt. Personer fra RAB opsøgte efterfølgende ansøgerens bopæl. Han har endvidere oplyst, at han har Hepatitis B. Behandlingen herfor koster mange penge, og han kan ikke få den nødvendige behandling i Bangladesh. Ansøgeren har for nævnet forklaret, at det er korrekt, at drabet på den lokale formand for studenterorganisationen – som også angivet i hans asylansøgningsskema – fandt sted [i sommeren] 2008. Ansøgeren har i den forbindelse bekræftet, at han på det tidspunkt befandt sig i Grækenland og derfor ikke udrejste som følge af drabet, men på grund af tidligere problemer, der opstod efter 2006, da BNP mistede magten, og der blev dannet en overgangsregering. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev udsat for repressalier fra Awami League og RAB, mens han opholdt sig i Bangladesh. Han har således under samtalen [i efteråret] 2018 forklaret, at han ikke oplevede problemer med personer herfra eller fra Shatro Lige før sin udrejse, da BNP jo på det tidspunkt var ved magten. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for de nævnte centrale divergenser, som ikke alene kan tilskrives tolkeproblemer eller hukommelsesproblemer på grund af ansøgerens sygdom. Det bemærkes, at det i øvrigt ikke er sandsynliggjort, at ansøgeren på grund af sine relativt begrænsede aktiviteter som menigt og dermed ikke højt profileret medlem af den lokale studenterorganisation på nuværende tidspunkt skulle være efterstræbt af RAB eller Awami League 11-12 år efter, at han forlod hjemlandet. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i tilfælde af en tilbagevenden til sit hjemland vil være i konkret og aktuel risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren lider af Hepatitis B og kan have vanskeligt ved at betale for behandling heraf i hjemlandet, udgør socio-økonomiske forhold, som hverken i sig selv eller sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt kan medføre, at ansøgeren opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” bang/2019/5/thv