Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [by], [distrikt], Pakistan Ansøgeren har været medlem af partiet ANP i perioden 2006-2008. Han blev i 2014 afghansk statsborger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [E] og hans søn, [F], idet ansøgeren har vidnet mod [F] i en retssag. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i 2008 bevidnede, at [E] og [F] skød mod ansøgerens morbrødre og disses medarbejder. Ansøgeren vidnede mod [F], hvorved [F] blev idømt livsvarigt fængsel. I forbindelse med anholdelsen af [F], blev ansøgeren telefonisk truet af ukendte personer til at trække sit vidneudsagn tilbage. I 2011 blev ansøgeren en nat overfaldet af ukendte personer, hvorefter han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb. Personerne løsnede på et tidspunkt kæderne om ansøgerens ben som følge af hævelse. Da hævelsen faldt, lykkedes det ansøgeren at flygte gennem en ulåst dør. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter sin egen og sin ægtefælles familie, idet han og ægtefællen flygtede fra familierne uden at være gift. Ansøgeren har til støtte for sit andet asylmotiv oplyst, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle flygtede sammen. De opholdt sig hos en tilfældig person, der viste sig at være malek. Han hjalp parret med at skaffe en imam, så de kunne blive gift mod familiernes vidende og vilje. Som følge heraf besluttede ældrerådet i ansøgerens og ansøgerens ægtefælles landsby, at de skulle slås ihjel. Ansøgeren og ansøgerens ægtefælle udrejste som følge heraf fra Pakistan til Afghanistan i 2012. I 2015 så ansøgeren i Kabul sin farbror [A] på gaden. Ansøgerens ægtefælle så endvidere medlemmer af sin familie i Kabul på gaden. Ansøgeren udrejste straks herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen og af de af styrelsen anførte grunde, at ansøgeren er afghansk statsborger og asylretligt skal vurderes i forhold til Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har vedrørende det første asylmotiv lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har afgivet divergerende oplysninger på centrale punkter, herunder om hvem der tilbageholdt ham i et hus i tre dage i en skov i slutningen af 2011, og hvor han løb hen efter at være sluppet fri af tilbageholdelsen. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens forklaring – hvorefter personerne på et tidspunkt løsnede kæderne om ansøgerens ben som følge af hævelse, og at det herefter lykkedes ansøgeren at flygte gennem en ulåst dør, da hævelsen faldt – ikke fremstår troværdig og selvoplevet. Ansøgerens forklaring om tidsangivelser for tilbageholdelsen stemmer herudover ikke overens med de af ham fremlagte dokumenter vedrørende tidspunktet for hans vidneforklaring. Nævnet har vedrørende det andet asylmotiv lagt vægt på det usandsynlige sammenfald af omstændigheder, at ansøgerens og ægtefællens familiemedlemmer ville rejse fra Pakistan til Kabul alene for at straffe parret tre år efter flugten fra Pakistan, at ansøgeren – der ellers arbejdede i lange sammenhængende perioder – netop på sin fridag så sin farbror, da denne angiveligt var på gaden i Kabul, og at farbroren, der var rejst så langt, ikke i det mindste opsøgte ansøgerens ægtefælle, der forblev i Kabul. Nævnet har herudover fundet det utroværdigt, at ansøgeren ikke kan redegøre for, hvor og hvornår ægtefællen så sine familiemedlemmer i Afghanistan, og hvilke familiemedlemmer, der var tale om, navnlig da ansøgeren har kontakt til sin ægtefælle. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ifølge sine egne oplysninger rejste sammen med sin ægtefælles bror fra Grækenland og Tyskland og ikke har uoverensstemmelser med ægtefællens anden herboende bror. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2019/150/gdan
