Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Usbekistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tatar og kristen ortodoks fra Tashkent, Usbekistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Usbekistan frygter, at hun på grund af sin etnicitet vil blive udsat for chikane og overgreb af myndighederne og befolkningen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes far døde i 2007, efter at han var blevet skubbet ud af et vindue i sin lejlighed af ukendte usbekere, som havde forsøgt at presse ham til at opsige lejligheden. I 2009 mistede ansøgeren sit arbejde, idet man ville besætte stillingen med en usbeker. Ledelsen på ansøgerens arbejde oplyste hende om, at hun ville blive fængslet, såfremt hun ikke frivilligt forlod sin stilling. Da ansøgeren var omkring 35 år, blev hun i en bus slået på grund af sin etnicitet, og da hun efterfølgende ville anmelde overfaldet, blev hun forsøgt voldtaget af en politibetjent. Politibetjenten lod ansøgeren gå, da hun begyndte at græde, men efterfølgende blev hun anmeldt for nationalisme og dømt til at betale en bøde. Ansøgeren blev endvidere dømt en bøde for nationalisme, da hun på et tidspunkt anmeldte hendes nabo for at have slået hende. Omkring starten af 2016 blev ansøgeren på grund af sin etnicitet presset til at forlade sin lejlighed. Ansøgeren blev presset af en forvalter af ejendommen og en politibetjent, som flere gange havde opsøgt ansøgeren. Lejligheden er sidenhen blevet beslaglagt af myndighederne. Ansøgeren udrejste af Usbekistan i efteråret 2016. Efter udrejsen er en af ansøgerens veninder flere gange blevet indkaldt til samtale på politistationen, hvor hun er blevet spurgt ind ansøgeren og hendes lejlighed. Politiet tror, at ansøgeren er rejst til Syrien, idet mange ekstremistiske usbekere er rejst til Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne i Usbekistan, idet hun har søgt asyl i Danmark og derfor vil blive anset for at være en forræder. Indledningsvis bemærker Flygtningenævnet, at det fremgår af lægelige journal¬udskrifter for perioden fra [efteråret] 2016 til [efteråret] 2018, at ansøgeren i [starten af] 2017 blev henvist til psykolog, fordi ansøgeren angav at høre stemmer. Det fremgår blandt andet af journalen for perioden fra [foråret] 2017 til [efteråret] 2018, at ansøgeren blev beskrevet som en skrøbelig person, der var meget påvirket af at høre stemmer i hovedet, og at ansøgeren mindst havde hørt stemmer i tre år, men ikke tidligere havde haft nogen diagnose. Det fremgår videre, at ansøgeren [i sommeren] 2017 blev vurderet psykotisk, men ikke skizofren, og at ansøgeren frem til [foråret] 2018 nægtede at tage medicin. Efter ansøgeren [i efteråret] 2018 havde taget medicin blev ansøgeren beskrevet objektivt: ”Psykisk ganske upåfaldende. Taler kort og præcist, hurtigt opfattende”. Af udskrivningsepikrise fra [en psykiatrisk afdeling] fremgår bl.a., at ansøgeren har været indlagt fra [foråret] 2019 til den [sommeren] 2019 med diagnosen ”Paranoid skizofreni”. Af resumé af forløbet fremgår: [...]. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at der ikke er grundlag for at tage ansøgerens advokats anmodning om, at ansøgeren ”underkastes en lægelig undersøgelse med henblik på at klarlægge hendes mentale helbredsforhold, herunder hendes evne til at afgive en sammenhængende forklaring om sit asylmotiv” til følge. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgerens mentale helbred og den helbredsmæssige udvikling må anses for velbelyst ved de foreliggende lægelige oplysninger, og nævnet vil inddrage disse oplysninger i sin vurdering af ansøgerens forklaringer og oplysninger. Ved vurderingen af årsagerne til de hændelser, som ansøgeren har været udsat for, må det indgå, at ansøgeren siden omkring 2014 har hørt stemmer og i hele perioden er blevet mere og mere syg, således, at hun i dag er diagnosticeret paranoid skizofren, hvilket må antages at have påvirket ansøgerens opfattelse af forløbet. For så vidt angår ansøgerens forældre lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgerens mor blev afskediget fra sit job i 2002, og at hun fik et hjerteanfald og døde, samt at ansøgerens far i 2005 eller 2007 døde som følge af en konflikt mellem ham og nogle naboer, usbekere eller myndigheder. Nævnet finder imidlertid, at begge episoder må anses for at være afsluttede, og at det ikke er sandsynliggjort, at episoderne har medført asylbegrundende forfølgelse af ansøgeren. For så vidt angår ansøgerens forklaring i øvrigt, lægger Flygtningenævnet til grund, at hun på et tidspunkt, før hun tog til Moskva i 2014 eller 2015, blev forsøgt voldtaget af en politimand. Nævnet er opmærksom på, at klageren først forklarede herom til asylsamtalen, og at ansøgeren ifølge referatet af samtalen har forklaret divergerende herom, men nævnet lægger vægt på, at ansøgeren berigtigede sin forklaring i samtalen, og at dette skete inden, at samtalen var oversat for ansøgeren, samt på at ansøgeren har gentaget forklaringen for nævnet. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har anført noget herom i asylansøgningsskemaet kan ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgeren overbevisende har redegjort for, hvorfor hun ikke skrev herom i asylansøgningsskemaet. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at ansøgeren, efter at hun omkring 2015 vendte tilbage fra Moskva, blev kontaktet af en repræsentant for komitéen i den ejendom, hvor hun havde en ejerlejlighed, og en politibetjent. Nævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at henvendelsen var begrundet i asylbegrundende forfølgelse eller chikane. Flygtningenævnet kan derimod ikke lægge til grund, at ansøgeren to gange er blevet straffet med bøde for nationalisme, idet ansøgeren ikke har været i stand til at forklarede nærmere herom eller oplyse, hvornår hun fik bøderne. For så vidt angår ansøgerens forklaring om, at hun mistede sit arbejde, kan nævnet lægge denne til grund, men nævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at dette skyldes asylbegrundende forhold. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun har været udsat for chikane eller forfølgelse af en sådan karakter og intensitet fra befolkningen eller myndighederne i Usbekistan, at det kan karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. Nævnet lægger herved for så vidt angår forklaringen om voldtægtsforsøget vægt på, at der var tale om en enkeltstående hændelse af kriminel karakter, og at de øvrige hændelser, herunder den voldsudøvelse, som klageren har forklaret om, har været af privatretlig karakter. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at hun ved udrejsen af Usbekistan var efterstræbt af de usbekiske myndigheder. Det bemærkes herved, at ansøgeren er udrejst legalt af Usbekistan. Flygtningenævnet er opmærksom på, at ansøgerens forklaring om, at en veninde skulle have oplyst hende om, at myndighederne omkring to år efter, at ansøgeren udrejste, skulle have opsøgt veninden for at få oplysninger om ansøgeren. Nævnet finder imidlertid, at denne del af ansøgerens forklaring fremstår konstrueret og utroværdig. For så vidt angår de generelle forhold i Usbekistan for etniske tartarer og kristne ortodokse finder Flygtningenævnet efter baggrundsoplysningerne, at forholdene i Usbekistan om end vanskelige ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger vægt på, at diskriminering er forbudt ifølge usbekisk lov, jf. Landinfos rapport af 6. oktober 2016 ”Usbekistan: Etniske tadsjikere”, selvom diskriminering forekommer. Nævnet lægger endvidere vægt på oplysningerne i Lifos raport af 15. marts 2018 ”Uzbekistan – utsatte grupper”, hvor blandt andet fremgår, at ortodoks kristne er den mindst kontrollerede af uzbekistans religiøse grupper. Tilsvarende Migrationsverkets rapport af 10. april 2018 ”Rättsligt ställingstagande angående situationen i Uzbekistan”. Ansøgeren har for nævnet som asylmotiv også henvist til, at hun frygter repressalier fra myndighederne, fordi hun har søgt asyl i udlandet. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til baggrundsoplysningerne, at denne frygt ikke kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse i Danmark. Nævnet lægger herved vægt på oplysningerne i Lifos rapport af 15. marts 2018 ”Uzbekistan – migration och återvände” og Migrationsverkets rapport af 10. april 2018 ”Rättsligt ställingstagande angående situationen i Uzbekistan”, hvoraf fremgår: ”Sammantaget finns inte grund för att alla återvändande före detta asylsökande, som inte tidigare har uppmärksammats särskilt av uzbekiska myndigheter, riskerar att utsättas för repressalier på grund av att de har ansökt om asyl”, og på at ansøgeren som anført ikke har sandsynliggjort, at hun ved udrejsen var efterstræbt af de usbekiske myndigheder. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Usbekistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Usbe/2019/1/JEA
