I november 2019 traf nævnet afgørelse i en sag vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. I 2014 meddelte Udlændingestyrelsen den pågældende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2017 blev klageren idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestand, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 6, og § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 5. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren fik i 2014 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud for bestandig ved Vestre Landsrets dom […]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I foråret] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren kunne udsendes til Syrien, idet man vurderede, at udlændingelovens § 31, ikke var til hinder herfor. Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om asylmotiv til grund og vurderede, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien ikke var i risiko for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser. Udlændingestyrelsen kunne endvidere ikke lægge til grund, at klageren havde en konflikt med de syriske myndigheder som følge af, at han havde hjulpet sine sønner med at udrejse af Syrien og unddrage sig militærtjeneste, eller fordi han var udrejst af Syrien, hvorfor styrelsen ikke fandt, at udlændingelovens § 31, stk. 2, var til hinder for en udsendelse. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere på baggrund af en konkret og individuel vurdering og de aktuelle oplysninger om de generelle forhold i Damaskus, at klageren ikke ved en tilbagevenden til Syrien risikerede dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf, idet de generelle forhold i Damaskus havde ændret sig. Styrelsen vurderede på den baggrund, at klageren ikke længere risikerede overgreb som omfattet af udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har endelig i samme afgørelse vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, der kan føre til, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tilbageholdt og henrettet af myndighederne, fordi han vil blive betragtet som forræder, eftersom han har hjulpet sine sønner med at unddrage sig militærtjeneste ved at udrejse af Syrien. Klageren har også henvist til, at myndighederne vil mistænke ham for at have begået et strafbart forhold, fordi han har været udrejst. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Syrien, og at han også selv frygter at blive genindkaldt til at aftjene militærtjeneste. Til støtte for asylmotiverne har klageren henvist til, at hans ældste søn havde modtaget en indkaldelse til militæret, og at han i første omgang sendte sønnen til Jordan i 2013-2014, fordi sønnens ven var blevet kidnappet. Familien afventede, at situationen forbedrede sig, og da dette ikke skete, kom sønnen tilbage fra Jordan og fik udsættelse fra militærtjeneste, idet han påbegyndte en uddannelse. Sønnen skulle imidlertid have været i militæret kort efter udrejsen, idet udsættelsen udløb [ultimo] 2014. Klageren og den ældste søn udrejste legalt sammen, og sønnens militærbog blev i forbindelse med udrejsen i [efteråret] 2014 tjekket, og myndighederne fik på den måde bekræftet, at sønnen havde fået bevilget udsættelse. Klageren har endvidere henvist til, at han kort før udrejsen blev standset ved en sikkerhedskontrol i Damaskus, hvor en myndighedsperson krævede, at han afleverede sin bil, hvilket han nægtede. Fordi han var bange, solgte han kort efter bilen. Endelig har klageren henvist til, at hans fætter og hans svogers bror cirka et år før udrejsen blev kidnappet af ukendte grupper, og at fætteren senere blev fundet dræbt, mens ingen siden har hørt fra svogerens bror. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold, herunder at så snart de syriske myndigheder finder ud af, at han er kommet tilbage, vil de begynde at lede efter en årsag til at fængsle ham, og at selvom der ikke aktuelt er sager mod ham, vil de syriske myndigheder opdigte en sag eller anklage ham for forræderi. For så vidt angår den aktuelle situation i Damaskus i Syrien skal Flygtningenævnet bemærke, at det efter baggrundsoplysningerne lægges til grund, at de syriske myndigheder har kontrollen i klagerens hjemområde, Damaskus. Ifølge flere kilder er sikkerhedssituationen i Damaskus blevet forbedret markant, siden de syriske myndigheder i maj 2018 opnåede fuld kontrol i provinsen, jf. landerapport fra februar 2019 ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria, Report based on interviews between 16 to 27 November 2018 in Beirut and Damascus”. Det hører endelig med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der visse andre steder i Syrien uden for Damaskusprovinsen fortsat er en særdeles alvorlig sikkerhedssituation præget af vilkårlig og alvorlig voldsudøvelse, hvilket kan medvirke til at gøre situationen i Damaskus noget skrøbelig. Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne – der foruden den nævnte landerapport fra februar 2019 består af rapporter fra en lang række øvrige kilder – lægges til grund, at situationen i Damaskus fortsat er alvorlig og skrøbelig. Det må imidlertid endvidere lægges til grund, at risikoen for civile tab som følge af kamphandlinger og lignende i Damaskus siden maj 2018 har ændret sig markant. Når dette sammenholdes med de kriterier for opnåelse af beskyttelsesstatus efter § 7, stk. 3, som lovgiver har forudsat ”… kun i de mest ekstreme tilfælde af generel voldsudøvelse …”, og praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om anvendelsesområdet for Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 i sådanne situationer, finder nævnet, at de aktuelle forhold i Damaskus ikke længere er af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at enhver vil være i reel risiko for at blive udsat for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse på området. Det hører også med til vurderingen af den generelle sikkerhedssituation i Damaskus, at der er adskillige rapporteringer om alvorlige menneskerettighedskrænkelser fra de syriske myndigheders side, og at disse krænkelser finder sted i hele Syrien, herunder også i Damaskus. Menneskerettighedskrænkelserne rettes ifølge kilderne navnlig mod personer med en særlig risikoprofil, herunder personer der har unddraget sig militærtjeneste og lignende, eller personer (og disse personers familie) der enten er eller har været tilknyttet oprørsgrupper, eller som på anden vis må opfattes som værende i opposition til de syriske myndigheder. Også personer der kommer fra områder, der tidligere var kontrolleret af oppositionen, kan være udsatte, ligesom personer der på grund af deres navn eller andet kan forveksles med eftersøgte personer kan være det. For personer med en sådan særlig risikoprofil er der efter baggrundsoplysningerne risiko for, at de vil blive tilbageholdt og afhørt ved en tilbagevenden til Syrien. Når dette sammenholdes med de foreliggende baggrundsoplysninger om de syriske myndigheders alvorlige overgreb f.eks. ved afhøringer og fængslinger, vil sådanne personer kunne være i en situation, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, på grund af deres individuelle forhold. Det bør ved vurderingen heraf ligeledes indgå, at flere kilder oplyser, at myndighedernes vurderinger af, hvilke borgere der udgør en sikkerhedstrussel, er præget af vilkårlighed og uforudsigelighed, hvorfor der kan være god grund til at udvise forsigtighed ved bedømmelsen og lade en eventuel rimelig begrundet tvivl komme en ansøger/klager til gode. Det fremgår således af Dansk Flygtningehjælps rapport ”De generelle forhold og udvalgte risiko-profiler” fra juni 2019, at: ”… Situationen i Damaskus-provinsen er – ligesom i resten af Syrien – kompleks. Som det bl.a. ses af nedenfor nævnte rapporter, er de syriske myndigheders tolerancetærskel i forhold til opposition lav og vilkårligheden er udbredt. Det er derfor nærmest umuligt at forudse, hvem der kan komme i risiko. Vurderingen af om en person vil være i risiko for forfølgelse eller andre alvorlige menneskerettigheds-krænkelser, hvis han/hun vender tilbage til Syrien fordrer således meget stor forsigtighed. …” Myndighedernes krænkelser af menneskerettighederne også i Damaskus er således alvorlig og kan som nævnt begrunde opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2, på baggrund af en individuel vurdering, men krænkelserne har ikke et sådant niveau, at de i sig selv kan begrunde et generelt opholdsgrundlag efter udlændingelovens § 7, stk. 3, jf. stk. 2. Det fremgår af Udlændingestyrelsens landerapport fra februar 2019: ”Syria, Security Situations in Damascus Province and Issues Regarding Return to Syria”, at det siden begyndelsen af 2018 har tydet på, at det ikke i sig selv har konsekvenser for en tilbagevendende syrer, der ikke er i et modsætningsforhold til myndighederne, at vedkommende forlod landet under krigen. Nævnet finder derfor ikke, at den omstændighed, at klageren har forladt landet under krigen i sig selv, kan føre til, at han har sandsynliggjort, at han har et beskyttelsesbehov i medfør af udlændingelovens § 7. Klageren har heller ikke sandsynliggjort, at den omstændighed, at han har to familiemedlemmer, der er blevet kidnappet, og at hans fætter senere blev fundet dræbt, og den omstændighed, at han selv i forbindelse med en kontrol ved et checkpoint blev afkrævet sin bil, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Det bemærkes i den forbindelse, at disse forhold fandt sted, nogen tid før klagerens udrejse, at klageren efterfølgende fik udstedt pas og udrejsetilladelser til sin familiemedlemmer og udrejste legalt, uden at han i den forbindelse fik problemer med de syriske myndigheder. Klageren har i forbindelse med sin værnepligt ikke modtaget våbentræning men alene fungeret som chauffør for en officer, han har ikke været genindkaldt og er i dag 51 år. Han har heller ikke i øvrigt særlige militære kvalifikationer. Herefter og idet nævnet i sin vurdering har inddraget de foreliggende baggrundsoplysninger har klageren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden risikerer at blive genindkaldt til det syriske militær. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at hans ældste søn var indkaldt til militæret og havde opnået en udsættelse, der ville udløbe kort efter udrejsen, til grund, idet klageren har forklaret konsistent herom, ligesom forklaringen understøttes af den forklaring, der er afgivet af sønnen i forbindelse med hans sag om asyl. For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7 i forhold til familiemedlemmer til personer, der har unddraget sig eller er deserteret fra militærtjeneste, fremgår det af en del af det foreliggende baggrundsmateriale, at også familiemedlemmer til sådanne personer kan være i risiko for blandt andet arrestation. Det fremgår således senest herom i Country Report fra The Danish Immigration Service fra oktober 2019: “In a joint fact finding mission in 2017 conducted by DIS and DRC, several sources informed the delegation that family members of draft evaders and deserters risked being subjected to pressure and interrogations from the authorities and at times detention. Some sources emphasized that family members of high-profiled deserters faced a higher risk of being targeted by the authorities. According to one source, family members to deserters who were wanted for e.g. having killed army personnel or having been part of an operation against the army would be put under pressure, for instance by bringing a family member in for questioning or interrogation, often a father or brother. In the same report, an international organisation stated that a person’s act of evasion or desertion would not in itself have consequences for his family members. Families of high-profiled members of opposition groups, however, would be closely monitored by the authorities. The source knew of people in Damascus with relatives fighting in opposition groups in Eastern Ghouta who due to the activities of their relatives had been pressured to provide information about them when addressing themselves to the authorities, for example in connection with passport issuance. Another source similarly stated that only family members of deserters or evaders who had actively been fighting against the government were at risk of ill-treatment. Based on consultations with sources between 2014 and 2017, Lifos reported in 2017 that family members of deserters, particularly those with a high profile, could face pressure and even jail as a measure to force deserters to report. DIS could not find information on whether draft evasion and desertion have had consequences for family members since 2017 where the latest report on the issue was published.” Det kan ikke lægges til grund, at klageren risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Men med baggrund i ovenstående forhold sammenholdt med den omstændighed, at klageren udrejste sammen med sønnen, kort før sønnens udsættelse udløb, består der en rimelig begrundet tvivl med hensyn til, hvorvidt klageren ved en tilbagevenden til Syrien på nuværende tidspunkt vil være i risiko for overgreb som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af, at han har hjulpet sønnen til at unddrage sig militærtjeneste. Flygtningenævnet finder derfor, at udlændingelovens § 31, stk. 2 er til hinder for, at klageren kan udsendes til Syrien. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, hvorvidt klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Klageren er idømt fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 225. Klageren er født og opvokset i Syrien. Han har sin tidligere ægtefælle og to voksne og et umyndigt barn i Danmark og en voksen datter i Libanon. Han har ingen tilknytning til det danske arbejdsmarked og har ikke gennemført en uddannelse. Efter en samlet og konkret vurdering af på den ene side forholdets grovhed og længden af den idømte straf og på den anden side oplysningerne om klagerens personlige og familiemæssige forhold finder Flygtningenævnet, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren trods sin udvisning alligevel kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren er udelukket fra at opnå opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3.” Syri/2019/50/thv
