Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sri Lanka.. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tamil og kristen fra Jaffna, Sri Lanka. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka frygter, at han vil blive slået ihjel af militæret og myndighederne, fordi han flygtede fra en militærlejr, hvor han var tilbageholdt. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans lillebror, [A], forsvandt i 2009. I 2014 kontaktede ansøgerens far en militærmand, der oplyste, at [A] var tilbageholdt i en militærlejr. [A] blev løsladt i 2014, fordi ansøgerens far betalte en løsesum. [A] tog herefter ophold hos militærmanden i byen [B]. I juni, juli eller august 2014 besøgte ansøgeren og hans familie [A] i [B]. På et tidspunkt herefter udrejste [A] af Sri Lanka. To dage efter ansøgeren havde besøgt [A], blev ansøgerens bopæl opsøgt af fem personer fra militæret, der spurgte efter [A]. Personerne fra militæret slog ansøgeren og tog ham med til en militærlejr, hvor han blev tilbageholdt. I begyndelsen af sit ophold i militærlejren blev ansøgeren afhørt om [A]. Han blev også udsat for fysiske overgreb, særligt i begyndelsen. Efter ansøgeren havde opholdt sig i militærlejren i et år, lykkedes det ham og en anden fange, [C], at flygte igennem et hul i hegnet. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl, hvor han opholdt sig i fire til fem timer. Herefter tog hans far ham med hjem til militærmanden i [B], hvor han opholdt sig i to dage. Militærmanden tog ansøgeren til Colombo, hvor han opholdt sig i en måned, hvorefter han udrejste af Sri Lanka ved at flyve fra lufthavnen i Colombo til Thailand på et formentlig falsk pas. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om baggrunden for hans konflikt med myndighederne fremstår utroværdig, idet ansøgeren ikke har kunnet redegøre for, hvorfor myndighederne interesserede sig for hans bror [A]. Ansøgeren har forklaret, at myndighederne kun spurgte om, hvor [A] befandt sig. Ansøgeren er på intet tidspunkt blevet gjort bekendt med baggrunden for [As] forsvinden og hans genopdukken, hverken af sin familie eller af myndighederne. Ansøgeren har forklaret, at [a] har opholdt sig i en fangelejr, men ansøgeren har ikke haft nærmere oplysninger herom. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om væsentlige elementer i hans asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor han befandt sig, da fem militærpersoner opsøgte familien for at lede efter [A]. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen oplyst, at han opholdt sig i køkkenet, mens hans mor stod foran huset. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret, at han opholdt sig udenfor huset, og at moren opholdt sig i køkkenet, da militæret kom. Ansøgeren gik ind i køkkenet til moren, og da hun blev skubbet af militærfolkene, skubbede han til militærfolkene, der slog ham. Ansøgeren har i den forbindelse forklaret divergerende om, hvem der slog ham, idet han til oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at alle fem militærpersoner herefter slog ham, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han blev slået af én militærperson, som var den, der skubbede til ansøgerens mor. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om sit ophold i militærlejren, idet ansøgeren til asylsamtalen har forklaret, at han blev slået hver nat, mens han under Flygtningenævnets behandling af sagen har forklaret, at han kun blev slået i begyndelsen af opholdet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og til asylsamtalen har forklaret, at [C] en uge før flugten havde opdaget et hul i pigtrådshegnet, og at dette var grunden til, at de valgte at flygte på dette tidspunkt. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren derimod forklaret udbyggende om baggrunden for flugten, idet ansøgeren har forklaret, at han og [C] længe havde talt om at flygte, men at de besluttede at flygte på dette tidspunkt som følge af, at ansøgeren havde været vidne til, at tre militærfolk i lejren havde voldtaget nogle piger. Flygtningenævnet har samtidig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor længe han opholdt sig i Colombo, mens han ventede på at udrejse af landet. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han opholdt sig i Colombo hos en singalesisk familie i en måned, mens han til asylsamtalen, hvor ansøgeren indgående blev udspurgt om dette, har forklaret, at han opholdt sig i Colombo i to dage. Under Flygtningenævnets behandling af sagen har ansøgeren fastholdt, at han opholdt sig i Colombo i en måned. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sri Lanka risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” sril/2019/11/snd