soma2019243

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Ansøgeren er født i Danmark. Flygtningenævnet udtalte:”Ansøgeren er etnisk somali og muslim af trosretning. Ansøgeren er født i Danmark. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens far har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at ansøgeren vil blive omskåret. Til støtte herfor har ansøgerens far oplyst, at omskæring af kvinder følger af somalisk kultur, og at ansøgerens farmor, nabokvinder i Mogadishu og Marka, ansøgerens kvindelige familiemedlemmer eller eventuelle fremtidige forlovede vil omskære ansøgeren. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger lægges det til grund, at kvindelig omskæring i Somalia er udbredt. Et flertal af Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens far har forklaret, at både han og hans hustru er modstandere af omskæring. Ansøgerens far har videre forklaret, at han har diskuteret omskæring med ansøgerens farmor, og han har overfor hende tilkendegivet sin modstand mod omskæring. Ansøgerens farmor bor i Sverige. Ansøgerens far har opholdt sig i Danmark i mere end 15 år, han har taget en uddannelse i Danmark og driver nu sin egen slagterforretning. Ansøgerens storesøster, hvis mor er død, er blevet omskåret af farmoderen. Denne omskæring fandt sted i Etiopien, mens ansøgerens far befandt sig i Danmark og uden hans vidende. Et flertal af Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at ansøgerens far er ressourcestærk og ved en tilbagevenden til Somalia vil være i stand til at modsætte sig omskæring af ansøgeren. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Somalia ikke vil være i risiko for omskæring, hvorfor ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Betingelserne for at meddele ansøgeren konsekvensstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2 er ikke opfyldt, ligesom de generelle forhold i Somalia ikke er af en sådan karakter, at dette i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/243/MLVT