Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Udlændingestyrelsen meddelte den 15. september 2015 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Udlændingestyrelsen inddrog [i foråret] 2019 klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 3, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at klageren har foretaget rejser på ferie eller andet korterevarende ophold til Mogadishu, Somalia, og at forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at klageren ikke længere risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren er etnisk somali og sunni muslim fra [by], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af sin nabos to sønner. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie siden 2007 har haft en jordkonflikt med naboen, og at naboens to sønner i 2014 som følge af denne konflikt slog klagerens bror ihjel, hvorefter klageren udrejste af Somalia. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Det må efter forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019) lægges til grund, at den nye bestemmelse i § 19 a ikke finder anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. dagældende lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har for Flygtningenævnet forklaret afglidende på de stillede spørgsmål, herunder om hvad han skulle i Djibouti, hvorfor han ikke søgte billetten ændret, og om hvordan han skulle klare sig i Djibouti uden kontanter eller hævekort. På den baggrund og af de grunde, der er anført af Udlændingestyrelsen, sammenholdt med karakteren af den konflikt, der dannede grundlag for klagerens opholdstilladelse, herunder at de to personer, som klageren havde en jordkonflikt med, ifølge klageren har forladt landsbyen og ikke ønsker at overtage jorden, der i øvrigt er forladt, er Flygtningenævnet enig i, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 19, stk. 3 og dagældende § 19, stk. 7,1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Det, der er kommet frem for Flygtningenævnet, herunder om klagerens personlige forhold, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes, at heller ikke de generelle forhold i klagerens hjemområde efter Flygtningenævnets praksis, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/236/TLNJ
