Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Ansøgeren er mindreårig. Født i Danmark i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk ashraf og sunni-muslim og somalisk statsborger, født i Danmark. Ansøgerens mor har på vegne af ansøgeren som asylmotiv henvist til, at hun på vegne af ansøgeren frygter tvangsomskæring og seksuelle overgreb. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens mor oplyst, at ansøgeren ikke kan få en ordentlig tilværelse i Somalia, fordi ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor har endvidere oplyst, at befolkningen i Somalia vil finde ud af, at ansøgeren ikke er omskåret, idet ansøgeren er født i udlandet, hvor omskæring ikke finder sted. Både ansøgerens mors familie og ansøgerens fars familie går ind for omskæring, ligesom resten af den somaliske befolkning. Endvidere har ansøgerens mor til støtte for ansøgerens asylmotiv oplyst, at det af medierne fremgår, at piger mellem otte og 15 år er blevet voldtaget og dræbt i Somalia. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens far oplyst, at han frygter, at ansøgerens mormor vil omskære ansøgeren. Ansøgerens far har endvidere oplyst, at han frygter, at ansøgeren vil blive chikaneret af lokalbefolkningen, hvis det bliver kendt, at ansøgeren ikke er omskåret, ligesom ansøgerens far frygter, at ansøgeren ikke vil kunne blive viet som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret. Ansøgerens mor er nu gift med [navn], der tilhører Isak-klanen og stammer fra [by], Somaliland. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren sammen med sin mor og far og sine søskende aktuelt har opholdstilladelse i Danmark. Såfremt opholdstilladelserne ikke bliver forlænget, må det lægges til grund, at familien samlet vil skulle udrejse til Somalia. I en sådan situation vil det være relevant at vurdere, om familien kan tage ophold enten i morens hjemområde eller i farens hjemområde. Såfremt familien risikofrit kan tage ophold blot et af stederne, er der ikke grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærker videre, at nævnet [sommeren] 2014 traf afgørelse vedrørende [navn]. Ved afgørelsen fandt nævnet, at han ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Nævnet fandt således, at han kunne tvangsmæssigt udsendes til Somalia. Flygtningenævnet finder, at der ikke er noget grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer omskæring eller andre overgreb, såfremt hun og familien tager ophold i farens hjemområde. Det bemærkes herved, at begge forældre en imod omskæring, og at det må antages, at de vil være i stand til at modstå et eventuelt pres fra omgivelserne herfor. En eventuel chikane eller stigmatisering som følge af, at ansøgeren ikke er omskåret, kan ikke antages at være af et sådant omfang eller karakter, at ansøgeren af den grund er omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/221/MEG