soma2019208

Nævnet omgjorde i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk somali og sunnimuslim fra [by], Middle Shabelle, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, der har angrebet hans bopæl med den hensigt at slå ham ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [efteråret] 2009 blev anholdt af al-Shabaab, fordi han solgte cigaretter i sin butik. Han blev udsat for fysiske overgreb, før han blev løsladt. Al-Shabaab fortsatte med at handle i hans butik, hvor de blandt andet købte taletidskort. Al-Shabaab betalte ikke altid herfor, og de endte med at skylde klageren 600 USD. I [sommeren] 2012 besluttede klageren sig for at fortælle al-Shabaab, at han ikke havde flere taletidskort. Omkring 30 minutter senere sendte al-Shabaab en anden person til hans butik, hvor klageren solgte ham et taletidskort. Al-Shabaab kom derefter tilbage til butikken og anholdte klageren, fordi han havde løjet om taletidskortene. Han blev løsladt samme dag. [En nærmere angiven dato i sommeren] 2014 blev klageren igen opsøgt af al-Shabaab, der bad ham om at følge med til stationen. Her fik klageren at vide, at han skulle være mujahedin. Hertil svarede klageren, at han krævede at få de penge, som al-Shabaab skyldte ham. Han blev herefter løsladt, men samme aften blev han opsøgt af al-Shabaab på sin bopæl. Fire til fem personer fra al-Shabaab åbnede ild mod hans hus, og klagerens fætter blev ramt og døde. Det lykkedes klageren at undslippe gennem et vindue, hvorefter han løb til byen […]. Herefter udrejste klageren af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [en nærmere angiven dato i efteråret] 2015 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flertallet af Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet af Flygtningenævnet lægger således til grund, at klageren havde en lille købmandsbutik i [by], Middle Shabelle, i Somalia, hvorfra han blandt andet solgte taletidskort. Flertallet af Flygtningenævnet kan endvidere lægge til grund, at klageren havde en konflikt med al-Shabaab, idet klageren ikke ville acceptere, at medlemmer af al-Shabaab ikke betalte for de taletidskort, de tog i hans butik, og at klageren ville have, at al-Shabaab skulle betale deres gæld, som til sidst svarede til 600 USD til klageren. Flygtningenævnets flertal kan endvidere lægge til grund, at klageren i 2009 og 2012 har været tilbageholdt af al-Shabaab, hvor han blev løsladt samme dag, og at klageren i [sommeren] 2014 – den dag han flygtede – var blevet opsøgt af al-Shabaab i sin butik og senere i sit hjem, hvor der blev skudt efter ham, men hvor det lykkedes ham at flygte. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at al-Shabaab flere gange efter klagerens flugt opsøgte klagerens bopæl og spurgte efter klageren. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren må antages at være så profileret i forhold til al-Shabaab, at han, der kommer fra en landsby, der er kontrolleret af al-Shabaab – ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb fra al-Shabaab omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [en nærmere angiven dato i sommeren] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/208/JABP