Nævnet meddelte i november 2019 opholdstilladelse B-status til en mandlig statsborger fra Rusland. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra Rusland. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af klagerens asylsag, at han som asylmotiv har henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemland frygter at blive slået ihjel af de tjetjenske myndigheder, fordi hans bror tilsluttede sig oprørerne. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hans families konflikt med myndighederne begyndte, da hans bror, [A], i 2010 lod to personer, med tilknytning til de tjetjenske oprørere, overnatte i familiens hjem. Senere samme aften blev [A] anholdt. Familien købte efterfølgende [A] fri, hvorefter han rejste på trods af at have underskrevet en erklæring, der indebar, at han ikke måtte rejse. Familien vidste ikke hvorhen. Myndighederne begyndte at opsøge familiens hjem, og i 2011 blev klageren og hans to brødre tilbageholdt af myndighederne. De blev løsladt, efter der var blevet betalt bestikkelsespenge. Myndighederne fortsatte herefter deres chikane af familien. Klagerens bror, [A], kontaktede klageren telefonisk en dag, hvor klageren ikke var hjemme. Herefter fortalte en nabodreng klageren, at familiens hus var omringet af myndighederne. Efterfølgende ringede myndighederne til klageren fra hans mors telefon, og fortalte, at de vidste, at klageren havde talt med sin bror, [A], og at de ville anholde klagerens anden bror, [B], hvis klageren ikke kom hjem. Klageren holdt sig herefter skjult i en periode, men blev pågrebet af myndighederne, da han en aften vendte tilbage til familiens hus. Under tilbageholdelsen blev han udsat for fysiske overgreb og efterfølgende løsladt på betingelse af, at han underskrev en erklæring om at hjælpe med at finde sin bror, [A]. Klageren blev bekendt med, at hans bror, [C], var blevet slået ihjel, hvorefter han udrejste af landet. [I efteråret] 2013 blev klageren meddelt opholdstilladelse på baggrund af en tilladelsesresolution [fra efteråret] 2013, hvor Udlændingestyrelsen havde lagt klagerens forklaring om asylmotivet til grund. [I sommeren] 2015 blev klagerens mor meddelt opholdstilladelse på samme grundlag. Under hendes samtaler i Udlændingestyrelsen blev hun foreholdt flere uoverensstemmelser mellem sin og klagerens forklaringer. Udlændingestyrelsen har [i foråret] 2019 nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen angivet, at styrelsen vurderer, at klageren har opnået sin opholdstilladelse på baggrund af svig og har herved lagt vægt på, at klageren og klagerens mor under deres oprindelige asylsager i henholdsvis 2013 og 2015 har forklaret indbyrdes forskelligt på centrale punkter. Der er ikke fremkommet nye oplysninger i sagen efter, at klageren og klagerens mor er blevet meddelt opholdstilladelse, og klageren har for nævnet i det væsentlige forklaret i overensstemmelse med sin oprindelige forklaring om sit asylmotiv, idet bemærkes, at der nu er gået ca. 6 år siden, at klageren afgav sin oprindelige forklaring, hvorfor det må anses for naturligt, at der forekommer enkelte divergenser. Det er således ikke godtgjort, at ansøgeren har afgivet bevidst urigtige oplysninger om sit asylmotiv, og at han som følge heraf har opnået sin opholdstilladelse. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” rusl/2019/15/gdan
