Nævnet hjemviste i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Tjetjenien. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen i 2019 meddelte klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. I 2018 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at opholdstilladelsen var opnået ved svigFlygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk tjetjener og muslim fra [...], Tjetjenien, Rusland. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren som asylmotiv henviste til, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien frygtede at blive fængslet og slået ihjel af myndighederne, idet politiet havde anholdt og fængslet hendes ægtefælle for at have bistået de tjetjenske oprører. Myndighederne havde i forbindelse med anholdelsen ransaget eftersøgt klageren og ransaget hendes bopæl. [I efteråret] 2018 har klageren søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse og blev i forlængelse heraf indkaldt til samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren 2019]. Under samtalen fastholdt klageren, at hun fortsat risikerer at blive udsat for overgreb af de tjetjenske myndigheder på baggrund af fængslingen af hendes ægtefælle. Klageren henviste endvidere til, at hun frygter sin families klan og sin bror, idet hun har fået en datter uden for ægteskab, hvilket er forbudt. Klageren henviste endelig til, at hendes søn er diagnosticeret med autisme, hvilket han i Danmark modtager behandling for, og at hun frygter, at hendes børn i Tjetjenien vil vokse op uden forældre. [I sommeren 2019] har Udlændingestyrelsen truffet afgørelse om ikke at forlænge klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, idet styrelsen vurderer, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig. Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at klageren til samtalen af [sommeren] 2019 på centrale punkter har afgivet en divergerende forklaring i forhold til forklaringen under den oprindelige asylsag. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder, at det er godtgjort, at klagerens opholdstilladelse er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Ved vurderingen af klagerens forklaring lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret divergerende på en række centrale punkter i forklaringen om sit asylmotiv. Klageren har således forklaret forskelligt om, hvem der gav hende besked på, at hun skulle fjerne de patroner, der angiveligt blev opbevaret på klagerens bopæl, og om ægtefællen var anholdt, da hun fik besked på at fjerne patronerne. Klageren forklarede således til samtalen med politiet [i foråret] 2013 og samtalen med Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2013, at det var klagerens ægtefælle, der ringede til klageren, mens klageren var på arbejde, og forklarede, at klageren skulle tage hjem og fjerne patronerne. Til forlængelsessamtalen [i sommeren] 2019 forklarede klageren derimod, at det var ægtefællens ven, der enten personligt kom hjem til klageren eller ringede til klageren og fortalte, at ægtefællen var blevet anholdt, og at hun skulle fjerne patronerne. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en væsentlig divergens, som angår selve grundlaget for ansøgerens asylmotiv. Videre har klageren forklaret forskelligt om, hvorvidt hun fik fjernet alle patronerne. Til samtalen [i efteråret] 2013 forklarede klageren, at hun nåede at fjerne to ud af tre kasser med ammunition, og at de tjetjenske myndigheder havde fundet hendes fingeraftryk på den kasse, som hun ikke nåede at flytte, og at myndighederne derfor eftersøgte hende. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren imidlertid først, at hun nåede at fjerne alle kasserne, men senere forklarede klageren foreholdt divergensen, at hun var i tvivl, om hun nåede at fjerne alle kasserne. Klageren har også forklaret forskelligt om, hvor hun tog hen, efter hun havde fjernet patronerne, og om hvem der fortalte hende, at hendes ægtefælle var anholdt. Klageren forklarede til samtalen [i efteråret] 2013, at hun så politibiler uden for hendes hus, og at hun derfor blev bange og løb over til sin mandlige nabo, [A], og dennes ægtefælle, [B], og at det tog fire minutter at løbe der over. Klageren forklarede videre, at [A] forklarede, at klagerens ægtefælle allerede var anholdt. Til forlængelsessamtalen forklarede klageren derimod, at hun løb hen til sin mor, der boede en til to kilometer fra klagerens bopæl. Senere i samtalen forklarede klageren, at hun ikke huskede, om hun tog tilbage til bopælen, eller om hun tog direkte hjem til sin mor eller morbror, ligesom klageren benægtede, at hun selv på noget tidspunkt så myndighederne. Som tidligere anført forklarede klageren også til forlængelsessamtalen, at det var en ven, som klageren ikke husker navnet på, af ægtefællen, der fortalte hende, at ægtefællen var blevet anholdt. Flygtningenævnet er opmærksom på klagerens forklaringer på divergenserne, men finder, at forklaringerne ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet er ved vurderingen af klagerens forklaring også opmærksom på dels den tid, der er gået mellem de to samtaler med Udlændingestyrelsen, dels at klageren har en begrænset skolegang, men nævnet finder, at disse omstændigheder ikke kan føre til en anden vurdering af klagerens forklaring. Nævnet lægger herved vægt på, at der er tale om divergenser, som klageren henset til divergensernes karakter må forventes at kunne forklare ensartet om, hvis klagerens forklaring byggede på selvoplevede hændelser. På denne baggrund tiltræder Flygtningenævnet, at betingelserne for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse på baggrund af klagerens oprindelige asylmotiv er opfyldt, jf. Udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har som nyt asylmotiv forklaret, at hun frygter en tilbagevenden til Tjetjenien, fordi hun har fået en datter uden for ægteskab i Danmark. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun vil være i fare for asylbegrundende overgreb ved en tilbagevenden til Tjetjenien, idet nævnet ikke kan lægge til grund, at datterens fødsel ikke er accepteret af klagerens familie i Tjetjenien. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at den omstændighed, at klageren opnåede opholdstilladelsen af [efteråret] 2013 ved svig, svækker klagerens generelle troværdighed. Flygtningenævnet lægger yderligere også vægt på, at klagerens adfærd til forlængelsessamtalen i forbindelse med Udlændingestyrelsens anmodning om at undersøge klagerens mobiltelefon svækker klagerens troværdighed. Da klageren ved samtalens begyndelse gav samtykke til, at Udlændingestyrelsen måtte undersøge telefonen, oplyste klageren ikke om, at hun havde købt telefonen to uger tidligere på et loppemarked. Det forklarede klageren senere i samtalen direkte adspurgt om, hvornår hun havde fået telefonen. Klageren svarede bekræftende på, at telefonen var hendes primære telefon, og at der var nogle ting fra den tidligere ejer, som hun havde måttet slette. Der var imidlertid ikke noget sim-kort i telefonen, og da klageren blev gjort opmærksom herpå, svarede klageren, at hun ikke havde sat sim-kortet i, fordi der var mange ting, der skulle ud af telefonen, hvilket hun skulle have hjælp til. Foreholdt sin tidligere forklaring om, at klageren selv havde slettet noget på telefonen, forklarede klageren nu, at det var noget hun selv kunne slette. Klagerens forklaring skal sammenholdes med, at hun ved samtalens begyndelse forklarede, at hun var i kontakt med faren til sin datter gennem sms’er på telefonen måske en til to gange om ugen, og at Udlændingestyrelsen ved undersøgelse af telefonen konstaterede, at der ikke var nogen informationer på telefonen, der indikerede, at det var klagerens telefon. Efter Flygtningenævnets opfattelse peger klagerens adfærd vedrørende telefonen på, at ansøgeren ønskede at skjule over for Udlændingestyrelsen, hvem hun kommunikerer med mv. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Tjetjenien vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og nævnet finder ikke, at de generelle forhold i Tjetjenien i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. den dagældende § 19, stk. 7, 1. pkt., i udlændingeloven. Det bemærkes, at Udlændingestyrelsen har indledt nærværende sag før den 1. marts 2019, hvor den dagældende § 19, stk. 7, i udlændingeloven finder anvendelse, jf. ikrafttrædelsesbestemmelser i lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love (Videre adgang til inddragelse af opholdstilladelser for flygtninge, loft over antallet af familiesammenføringer, skærpet straf for overtrædelse af indrejseforbud og overtrædelse af opholds-, underretnings- og meldepligt, ydelsesnedsættelse for forsørgere m.v.). Flygtningenævnets skal derfor vurdere, om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. ud¬lændinge¬lovens § 26, stk. 1. Ved vurderingen af om en nægtelse af at forlænge opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for klageren, skal der efter Flygtningenævnets praksis tages hensyn til, at klageren opnåede opholdstilladelsen ved svig, og hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1, kan derfor ikke tillægges samme vægt som i sager hvor nægtelse af forlængelse sker som følge af bedrede forhold i den pågældendes hjemland. Det fremgår, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden [efteråret] 2013, og boede i Tjetjenien, indtil hun udrejste som 19-årig. Klageren har gået i skole i Tjetjenien i fire år, og arbejdede som rengøringsassistent, da hun udrejste. Klageren har i Danmark bestået danskprøve 2, og har siden 2016 arbejdet 15 timer om ugen som køkkenmedhjælper. Klageren er sund og rask og har ikke anden familie i Danmark, end sin søn og sin datter, der begge er født i Danmark henholdsvis [i 2013 og 2017]. Datterens far er angiveligt tjetjensk statsborger og bosat i Norge. Klagerens forældre, to søstre og bror bor forsat i klagerens hjemby. For så vidt angår klagerens søn, fremgår det af sagen, at sønnen går i specialbørnehave på grund af autisme. Der ses imidlertid ikke at have foreligget nærmere oplysninger om karakteren af sønnens sygdom for Udlændingestyrelsen. Klageren har i mødet i Flygtningenævnet fremlagt en erklæring fra [børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling] fra [starten af 2016] vedrørende sønnen, og Flygtningenævnet finder, at Udlændingestyrelsen skal have lejlighed til at forholde sig til oplysningerne heri samt eventuelle aktuelle oplysninger i forhold til vurderingen af hensynene i udlændingelovens § 26, stk. 1. Flygtningenævnet hjemviser derfor denne del af sagen til fornyet behandling Udlændingestyrelsen.” rusl/2019/12/JEA
