paki20193

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2010. ”Ansøgeren er etnisk pakistaner og muslim fra Sialkot, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Pakistan frygter, at hendes to farbrødre vil slå hende ihjel, fordi hun giftede sig mod deres vilje med sin ægtefælle. Ansøgeren har herudover henvist til de generelle forhold i Pakistan, herunder at hun må anses som en enlig kvinde med tre små børn, og at hun ikke har noget sted at bo i Pakistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev truet af sine farbrødre flere gange og første gang i 2010, da de fandt ud af, at ansøgeren selv havde valgt sin ægtefælle. Ansøgeren blev opsøgt på sin bopæl fire til fem gange, hvor hun fik at vide, at hun ikke selv kunne vælge sin ægtefælle. I den forbindelse blev ansøgeren truet på livet af farbrødrene, ligesom hun blev slået i ansigtet og hevet i håret. Ansøgeren blev truet gennem en periode på seks måneder. Truslerne blev fremsat både før og efter vielsen. Ansøgeren udrejste nogle måneder efter truslerne af Pakistan i 2010. På et ukendt tidspunkt efter ansøgerens udrejse har hun fået at vide af sin mor, at farbrødrene vil slå hende ihjel. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgeren først søgte asyl [i sommeren] 2016, selvom hun indrejste i Danmark [i sommeren] 2010, og selvom hun måtte henholdsvis bo i Sverige og ulovligt i Danmark, at ansøgeren til sin første samtale med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2016 forklarede, at hun ikke havde haft konflikter med privatpersoner eller familie, at ansøgeren ved den anden samtale den [i slutningen af] 2017 forklarede om trusler, men ikke vold, fra farbrødrene, og at hun først under nævnsmødet har forklaret, at de også udsatte hende for vold. Hertil kommer, at konflikten ikke forekommer sandsynlig på baggrund af ansøgerens forklaring [i sommeren] 2016, hvorefter ansøgerens ægtefælle er ansøgerens fasters søn, ligesom ansøgeren har opholdt sig i mere end ½ år i Pakistan, uden at farbrødrene har realiseret deres trusler. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en eventuel tilbagevenden til Pakistan. Nævnet bemærker i øvrigt, at forholdene i Pakistan for ansøgeren som enlig kvinde med tre børn ikke er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund skal meddeles asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” paki/2019/3/FAM