Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Libyen. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim fra Benghazi, Libyen. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Libyen frygter at blive slået ihjel af militserne i Benghazi eller af islamiske grupperinger overalt i Libyen, fordi hun har modtaget trusler fra nogle for hende ukendte personer. Ansøgeren frygter endvidere de generelle forhold i Libyen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun har delt og kommenteret politiske budskaber på Facebook samt deltaget i demonstrationer. Ansøgeren har videre oplyst, at hun flyttede med sin familie fra Benghazi til Tripoli i 2014. Ansøgeren modtog et telefonopkald på sin arbejdsplads i [slutningen af] 2014, hvor en for hende ukendt person truede hende, fordi hun havde kritiseret hæren. Ansøgeren modtog trusler fra to navngivne personer på Facebook i [foråret] og [i sommeren] 2015, fordi hun havde givet udtryk for, at hun ønskede en civilstat fremfor en militærstat, og fordi hun havde kritiseret de libyske myndigheder. Ansøgeren kendte ikke de to navngivne personer, der sendte truslerne. Ansøgerens bror blev slået ihjel af nogle for ansøgeren ukendte personer uden for Benghazi i [begyndelsen af] 2017. Ansøgeren udrejste legalt af Libyen i [sommeren] 2017. Ansøgeren har efter sin udrejse af Libyen fået kendskab til, at en for hende ukendt milits har overtaget hendes families hus i Benghazi, samt at flere af hendes brødre blev tilbageholdt i en til seks måneder, da de forsøgte at komme tilbage til huset [senere på sommeren i] 2017. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren har en konflikt i Libyen, der kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og usammenhængende om de angivelige telefontrusler, som ansøgeren har modtaget. Hun har således under samtalerne i Udlændingestyrelsen forklaret, at hun modtog en telefonisk trussel i [slutningen af] 2014, mens hun i Flygtningenævnet først har forklaret, at hun modtog to telefoniske trusler, hvoraf den første blev fremsat i 2014 og den sidste i 2016 og senere under mødet forklarede, at hun modtog de telefoniske trusler i slutningen af 2012 og i [slutningen af] 2016. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har opholdt sig problemfrit i Libyen siden i hvert fald slutningen af 2016 til udrejsen i [sommeren] 2017, hvor hun udrejste legalt på et gyldigt visum. Hertil kommer, at ansøgeren i asylskemaet og under sin samtale i Udlændingestyrelsen [fra sommeren] 2018 har forklaret, at den egentlige årsag til hendes udrejse af Libyen er de generelle forhold i landet, ligesom flere af hendes søskende fortsat opholder sig i henholdsvis Benghazi og Tripoli. Det forhold, at ansøgerens bror [A] angiveligt er blevet dræbt, kan ikke føre til en ændret vurdering, da det alene hviler på ansøgerens egen formodning, at hun af denne grund er i risiko for asylbegrundende forfølgelse. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren først udrejste ca. 6 måneder efter brorens død, og at hun for nævnet har forklaret, at baggrunden herfor var, at hun ikke ønskede at udrejse illegalt og derfor ventede, til hun havde opnået visum. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, og da de generelle forhold i Libyen ikke kan føre til et andet resultat, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Libyen vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Liby/2019/1/EMU
