iran2019156

Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Udlændingestyrelsen meddelte den [dato i efteråret] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af den oprindelige sag, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland frygtede, at hendes ægtefælle og dennes familie ville slå hende ihjel, fordi hun ønskede skilsmisse. Det fremgår videre, at klageren oplyste, at hun efter indrejsen i Danmark var konverteret til kristendommen og som følge heraf var blevet døbt. Den [dato i sommeren] 2017 modtog Udlændingestyrelsen en anonym henvendelse med oplysninger om, at klageren havde fået udstedt iransk nationalitetspas fra den iranske ambassade, en kopi af passet, og oplysninger om, at hun mindst to gange havde været tilbage i Iran. Den [dato i sommeren] 2018 var klageren til samtale hos Udlændingestyrelsen og oplyste, at hun havde været tilbage i Iran fra [dato i sommeren] 2017 til [dato i efteråret] 2017, fordi hendes ekskæreste udsatte hende for fysiske overgreb under en ferietur til Grækenland i sommeren 2017. Klagerens ekskæreste var i besiddelse af klagerens rejsedokumenter, og hun var derfor nødsaget til at udrejse illegalt til Tyrkiet, hvor hun fik udstedt et iransk nationalitetspas og samme dag indrejste i Iran. Klageren oplyste videre, at hun var bange og træt, og at hendes far lige havde fået en blodprop. Hun fastholdt, at hun ikke kunne vende tilbage til Iran, fordi hun fortsat frygter sin ægtefælle og dennes familie. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse den [dato i sommeren] 2018, idet klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1 pkt., jf. § 26, stk. 1., subsidiært § 19, stk. 2. nr. 4 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet lægger efter klagerens egen forklaring og stemplerne i hendes iranske nationalitetspas til grund, at hun i 2017 har været indrejst i Iran. Hun har forklaret, at hun i Iran var i kontakt med myndighederne, idet hun indledningsvist blev tilbageholdt, men at hun efterfølgende fik udstedt endnu et iransk nationalitetspas samt, at hun ikke oplevede problemer med myndighederne under sit ophold. Herefter, og efter indholdet af baggrundsoplysningerne om udstedelse af pas for myndige kvinder i Iran, tiltræder Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om, at opholdstilladelsen meddelt den [dato i efteråret] 2013 er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at opholdstilladelsen blev opnået på grundlag af klagerens forklaring om, at hun var gift i Iran og frygtede sin ægtefælle og dennes familie, hvilket ikke understøttes af oplysningerne om, at klageren fik udstedt iransk nationalitetspas og indrejste i Iran, hvor hun angiveligt ikke oplevede problemer. Klageren har tillige påberåbt sig, at hun er konverteret til kristendommen, og at hun af den grund frygter de iranske myndigheder. Dette asylmotiv understøttes heller ikke af klagerens henvendelse til de iranske myndigheder og af hendes indrejse i Iran. Flygtningenævnet har derudover lagt vægt på, at klagerens konversion ikke fremstår reel på grund af hendes manglende kendskab til kristendommen og på grund af hendes manglende redegørelse for sine egne indre refleksioner i forbindelse med konversionen. Endelig har klageren påberåbt sig forholdene for enlige kvinder i Iran samt den omstændighed, at hun i forbindelse med sin oprindelige udrejse af Iran udrejste illegalt. Flygtningenævnet kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne ikke lægge til grund, at forholdene for enlige fraskilte kvinder eller for kvinder, der har forladt deres mand uden skilsmisse, er sådanne, at disse forhold i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet kan efter indholdet af baggrundsoplysningerne heller ikke lægge til grund, at den omstændighed, at ansøgeren oprindelig måtte være udrejst illegalt af Iran, i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet tiltræder således, at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Ved afgørelsen af om udlændingelovens § 26, stk. 1, er til hinder herfor, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har haft opholdstilladelse i Danmark siden 2013, og at hun i en periode i 2017/2018 har arbejdet tre gange fire timer om ugen på en cafe, samt at hun har bestået dansk prøve 2 og 10. klasse, ligesom hun er kommet ind på en uddannelse, som hun dog ikke har påbegyndt. Hun har to mostre og to morbrødre i Danmark, som hun ikke har kontakt til. Flygtningenævnet finder under disse omstændigheder, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse ikke må anses for at virke særlig belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/156/DH